Kartoffelavler sælger jord for vildt beløb til Danmarks rigeste mand

En landmand fra Kibæk har solgt knap 500 hektar jord til Anders Holch Povlsen.

Anders Holch Povlsen har opkøbt 474 hektar jord nær gården Nørre Karstoft.
Anders Holch Povlsen har opkøbt 474 hektar jord nær gården Nørre Karstoft.
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur / Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bjarne Møller er en glad mand i disse dage. 

Han har for nyligt solgt 474 hektar jord for 84 millioner kroner til Anders Holch Povlsens selskab, Heartland A/S.

- Jeg er rigtig, rigtig godt tilfreds, siger Bjarne Møller. 

Bjarne Møller er til dagligt kartoffelavler og har gården Nørre Karstoft, der ligger mellem Brande og Kibæk. 

Kartoffelavleren fortæller, at han har valgt at sælge en del af sin jord på grund af den grønne trepart, der tidligere på året blev vedtaget, og da det meste af jorden er lavbundsjord.

- Det er meget usikkert, hvilken betydning det kan få for mig og mit landbrug, siger han. 

Bjarne Møller har i stedet valgt at investere 45 millioner kroner i 251 hektar jord i Skarrild-området, som er mere egnet til kartofler.

Bjarne Møller kommer fortsæt til at bo på gården og drive jorden.
Bjarne Møller kommer fortsæt til at bo på gården og drive jorden.
Foto: Skråfoto/Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Derfor kommer landmanden til fortsat at have mellem 850 og 900 hektar jord, hvoraf der dyrkes kartofler på 300 hektar. 

Bjarne Møller er derfor optimistisk om fremtiden for sit landbrug. 

- Jeg har solgt lidt jord, og så har jeg købt noget andet, som er mere driftssikker. Jeg føler, at jeg står bedre, og jeg har den samme virksomhed i dag, som jeg havde i går, siger han. 

TV MIDTVEST har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Heartland A/S, der ejes af Anders Holch Povlsen. 

Til Finans oplyser den daglige leder af Anders Holch Povlsens gods Constantinsborg at de knap 500 hektar er en del af et større projekt.

- På Constantinsborg driver vi natur-, land- og skovbrug samt en række naturprojekter, hvorfor vi også til tider køber op, hvis mulighederne byder sig. I dette tilfælde er der tale om et større landbrug, som i mange år har været ejet og godt drevet af en dygtig landmand, som vi er glade for fortsat vil stå for driften af ejendommen, skriver den daglige leder til mediet.

Ifølge det amerikanske medie Bloomberg har Anders Holch Povlsen en formue på 56 milliarder kroner og er Danmarks rigeste person - og den 361. rigeste person i verden.

Han er blandt andet kendt som ejer og administrerende direktør i tøjfirmaet Bestseller A/S og som hovedejer af Superligaklubben FC Midtjylland.