Sønderjyllands bedste Netto ligger i Ulfborg

Den er god nok. Sønderjyllands bedste Netto ligger i Vestjylland.

Bedste Netto
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Det må da være en fejl.

Sådan lyder mange af kommentarerne fra de forundrede borgere i Ulfborg, som er en by i Holstebro Kommune, der nu kan bryste sig med at have Sønderjyllands bedste Netto. 

Men det er altså ikke en fejl, slår regionschef for Netto Sebastian Vinther fast.

- Jeg kan godt forstå, du undrer dig når du kigger på et Danmarkskort, siger Sebastian Vinter.

Men månedens bedste Netto i region Fyn og Sønderjylland ligger altså nu engang i Ulfborg, kunne Dagbladet Holstebro fortælle.

Salling Group, som Netto hører under, har nemlig kun to regioner vest for Storebælt, og der hører Ulfborg altså til den del, der hedder Fyn og Sønderjylland, forklarer han.

- Og der skulle ligesom trækkes en streg et eller andet sted, og den går så lige, hvor Ulfborg er den nordligste del, forklarer han.

Sådan deles regionen op ifølge Salling Group.
Sådan deles regionen op ifølge Salling Group.
Foto: Jens Svenning, TV MIDTVEST

- Det giver jo ingen mening, de må bare have skulle placere Ulfborg et eller andet sted, og så blev det i Sønderjylland, griner Kirsten Sørensen fra Ulfborg.

Det var da også en kåring, der i første omgang overraskede salgslederen i den "sønderjyske" Netto, Dennis Petersen. 

- Jeg skulle da lige tænke over om der fandtes andre byer, der hed Ulfborg, men altså det er jo bare fedt at folk sætter pris på os, siger han og forsætter

- Vi får da en del grin og kommentarer for det, men vi er bare glade for at have fået den her flotte kåring, fortæller salgslederen i Netto i Ulfborg.