Linda lider under kolde radiatorer: - Jeg ligger pakket ind i uldtæpper

For Linda Hejselbæk giver dårligt varslede afbrydelser af fjernvarmen i forbindelse med ledningsarbejde ikke kun et koldt hjem i vintermånederne - men også problemer med ryggen.

0:43

Gentagne afbrydelser af fjernvarmen er lige nu realiteten for flere borgere i Silkeborg, hvor der midt i vinterkulden bliver udført ledningsarbejde af Silkeborg Forsyning.

I forbindelse med ledningsarbejdet er det nødvendigt, at der af og til bliver lukket for fjernvarmen. Men afbrydelserne skaber frustrationer blandt beboerne på Højmarken i Silkeborg, der mener, at varslingerne kommer for sent.

- Det er en kold tid, vi lever i, og det er en kold tid at være inde i en stue, når radiatoren bliver lukket ned, siger Linda Hejselbæk og fortsætter:

- Vi har flere gange syntes, at det er for sent, vi bliver advaret. Det er svært at blive ved med at holde humøret oppe, siger Linda Hejselbæk, der har boet i området i 25 år.

Og hun bliver bakket op i sin kritik af formanden i boligforeningen, Finn Pedersen.

- Beskederne kommer ret sent, og vores beboere har ret svært ved at nå at lave andre planer. I går kom der en besked klokken halv fem om, at der er lukket for varmen hele dagen, og det kan være slemt for nogen. Der er nogen, der har brug for meget varme, siger han.

Finn Pedersen er formand for AAB Silkeborg afd. 39 Højmarken, og han er frustreret over de gentagne lukninger for varmen.
Finn Pedersen er formand for AAB Silkeborg afd. 39 Højmarken, og han er frustreret over de gentagne lukninger for varmen.
Foto: TV2 Østjylland

Selvom der ikke er tale om et akut problem, når Silkeborg Forsyning lukker for fjernvarmen ved Højmarken, så er det svært altid at planlægge arbejdet i god tid, fortæller energichefen for Silkeborg Forsyning, Louise Langbak Hansen.

- Selvom det er planlagt arbejde, så er der dag til dag planlægning, og i det område har vi haft en del tekniske udfordringer. Derfor er det svært for os at planlægge for eksempel fem dage i forvejen, hvor vi er henne og på hvilken stikvej, siger hun.

0:21

Smerter i ryg og ben

En af dem, som fortæller, at hun har brug for meget varme, er Linda Hejselbæk. Hun har problemer med sin ryg, og hun oplever, at smerterne forværres, når hendes lejlighed bliver kold.

- Når der ikke er varme på, og jeg bliver kold, så spænder jeg op i kroppen, og det er med til at jeg har rigtig mange smerter. Jeg kan godt lyde vred, men jeg er magtesløs i det her problem, siger Linda Hejselbæk.

Linda Hejselbæk.
Linda Hejselbæk.
Foto: TV2 Østjylland

Hun har investeret i et saunatæppe for at få hjælp til at holde varmen.

- Jeg kan ikke holde ud at stå op i ret lang tid, fordi det går lige op i min ryg og mine ben. Så jeg må pakke mig ind i et uldtæppe, og der må jeg ligge det meste af dagen, og det er jo heller ikke sundt. Det er ikke kun på grund af varmen, men jeg kan mærke, at hver gang jeg fryser, så spænder jeg mere, og så er det, at det gør mere ondt i min krop, siger hun.

- Vent til det bliver varmere

Både Finn Pedersen og Linda Hejselbæk er uforstående overfor, hvorfor det planlagte arbejde foregår om vinteren i stedet for om sommeren, hvor vejret er varmere.

- Det er et stort arbejde, som de har gang i, og det skal selvfølgelig også laves. Det kunne jo godt være, at det kunne laves om foråret eller sommeren i stedet for lige midt i vinteren. Nu er det meget heldigt, at det ikke er ti graders frost, men det kan man jo ikke vide, siger Finn Pedersen.

Men ifølge Louise Langbak Hansen er det ikke en mulighed, at alt arbejdet skal foregå i de varmere måneder.

- Hvis vi skal nå vores arbejde, så har vi brug for også at arbejde om vinteren. Vi arbejder hele året, siger hun.

Efterlyser bedre kommunikation

Finn Pedersen fortæller, at han har forsøgt at række ud til Silkeborg Forsyning, men mener ikke, at dialogen har været optimal.

- De er ikke så nemme at snakke med. Jeg har ringet til forsyningen og bedt om at få et bedre varsel, og det er de ikke lydhør overfor, siger Finn Pedersen.

Men ifølge energichefen for Silkeborg Forsyning, Louise Langbak Hansen, så vil Silkeborg Forsyning nu gå i dialog med de berørte borgere.

- Vi er selvfølgelig altid trætte af det, når vores kunder føler, at de får for lidt information fra os. Vi har mange forskellige kunder med forskellige behov, og vi ved også, at der er forskellige ønsker til, hvordan vi skal kommunikere. Men vi er nødt til at have en snak mere med boligforeningen for at finde en bedre måde at kommunikere med dem på end vi har gjort, afslutter hun.