24 timers roning med stor gevinst: Sarah, Aske og de andre ror for fællesskab og penge til klubben

Holstebro Roklub har samlet 55.000 kroner ind til klubben på ét hårdt døgn.

0:40

- Jada. Kom så det sidste.

Det er de sidste sekunder af Holstebro Roklubs 24-timers roning. Roeren i romaskinen giver det allersidste, men målet er faktisk allerede nået.

- Vi troede, at 400 kilometer på 24 timer var lige ambitiøst nok. Vi rammer 406,7, nærmest brøler Niels Peter Nørgaard til de jublende glade - og dødtrætte - roere lige bagefter.

Alle jubler og klapper over hans melding.

Niels Peter Nørgaard er næstformand i klubben. Han er én af dem, der har lagt masser af kræfter i det store arrangement.

De godt 400 kilometer er et vigtigt mål at nå. Nok så vigtigt er det, at 24-timers roningen skaffer 55.000 kroner til klubkassen via sponsorater.

- Det er 24 timer med fuld smadder og masser af koordination, fortæller Niels Peter Nørgaard med et stort smil.

Niels Peter Nørgaard.
Niels Peter Nørgaard.
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Og det er alle, der har været med. Lige fra skoleroere og eliteroere til pensionister. I alt har godt 50 roere været i gang. Det er 30 sekunder i romaskinen på skift. Hele tiden.

- Man kan mærke begejstringen herinde, selvom de fleste kun har sovet fire timer, siger Niels Peter Nørgaard.

- Fantastisk fællesskab

En af de mange roere er Sarah Aslak Gilberg.

Det er fuldstændigt sindssygt at mærke det her helt fantastiske fællesskab, siger hun ovenpå et døgn med meget roning og næsten ingen søvn.

- Man skulle grave noget energi frem, man faktisk ikke troede, man havde.

Sarah Aslak Gilberg.
Sarah Aslak Gilberg.
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Også Aske Taudorf Jensen har haft en stor oplevelse.

- Vi har siddet hele natten og hygget os sammen, fremstammer han forpustet få sekunder efter, at han har taget en tørn i romaskinen.

- Det er godt at være sammen med sine venner, og det skaber noget fællesskab. Man får også snakket med dem, man normalt ikke får snakket med, pointerer U19-roeren.

Aske Taudorf Jensen.
Aske Taudorf Jensen.
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Brug for pengene

De penge, der er samlet ind, skal gå til klubben selv. For det er der brug for.

- For en lille klub er det nogle gange svært at få det med pengene til at hænge sammen. Så enten skal vi betale mere i kontingent, eller også skal vi finde andre måder, pointerer Niels Peter Nørgaard.

- Pengene skal gå til, at roerne kan have det sjovt, når vi laver et par samlinger nu her i et par weekender. Og så til noget udstyr, vi mangler til nogle af bådene.

En stor succes er vel overstået. Og de gør det igen om et år.

- Det kommer vi nok til. Det her var begyndelsen, siger næstformanden med et bredt smil.