Hus påkørt: Ejer fandt mistænkt gennem stærkt detektivarbejde
Efter en bil havde påkørt Niels Peder Sejbjerg hus, tog han sagen i egen hånd.
Da Niels Peder Sejbjerg fra Vemb ved Holstebro fandt ud af, at en bil havde kørt ind i hans hus, rynkede han lidt på panden.
For der var hverken nogen, der havde efterladt en seddel eller havde banket på for at sige undskyld og give sine oplysninger til forsikringsselskabet.
- Det er da træls sådan noget, siger Niels Peder Sejberg.
Niels Peder Sejbjerg kunne se, at en bil havde kørt tværs over indkørslen, hvor den havde ødelagt flere ting på sin vej. Blandt andet var et blomsterbed blevet kørt over, nogle fliser var gået i stykker og så var nogle af murstenene på husets facade revnet.
- Det giver da en masse arbejde og svineri, siger Niels Peder Sejbjerg.
Detektivarbejde
Men hvad gør man så lige? Niels Peder Sejberg var i tvivl om, hvornår huset overhovedet var blevet påkørt, og bilen, der havde gjort det, var tydeligvis pist væk.
Men så kom hans søn på en idé.
Ved siden af de revnede mursten lå der nemlig et stykke plastik fra en Mercedes Benz. Mens andre måske ville have gemt det og givet det til politiet, blev Niels Peder Sejberg og hans søn enige om at tage en lille køretur.
- Det er min søn, der er detektiven, siger Niels Peder Sejbjerg.
For hvis de nu kunne finde en Mercedes Benz, der manglede det lille stykke plastik, så kunne det være, at de kunne finde frem til vedkommende, der havde gjort det.
- Det er jo ikke sikkert, det er ham, men det er da lige så rart at snakke indbyrdes end gennem politiet, siger han.
Efter lidt søgen i Vemb var der bingo. Far og søn havde fundet en Mercedes, hvor der ifølge den forurettede husejer manglede det lille stykke plastik, som de havde fundet ved huset.
De forsøgte at indlede en samtale, men da bilens ejer ikke ringede tilbage til dem, blev sagen overdraget til politiet.
Efterfølgende har bilens ejer henvendt sig til Niels Peder Sejbjerg.
Politiet undersøger sagen
Lokalpolitiet i Holstebro er på sagen og fortæller, at de har haft et hold betjente ude for at snakke med ejeren af bilen.
Her er der tale om en 32-årig mand fra lokalområdet, oplyser Torben Ladefoged, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro.
Politiet er nu ved at undersøge, om det var den bil, der har påkørt Niels Peder Sejbjergs hus, og i så fald, hvem der kørte bilen på det pågældende tidspunkt.
- Han har et forklaringsproblem, og vi skal finde ud af, hvem der kørte bilen, siger Torben Ladefoged.
Politiet har en formodning om, at uheldet er sket i starten af januar - muligvis omkring 3 til 6. januar, hvor det sneede og var glat.