Vil hjælpe trængte familier: Carina laver pakkekalendere til mere end 100 børn

En familie fra Ulfborg pakker gaver ind i vildskab. De vil glæde trængte børn med en pakkekalender frem mod jul.

2:08
En familie fra Ulfborg donerer pakkekalendere til over 100 familier over hele landet.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

- Der skal bånd på dem alle sammen. Og det skal krølles også. Og sløjfe. 

Den får masser af kærlighed, den pakkekalender Carina Svanborg Carstens er ved at lægge sidste hånd på.

En bamse, en rulle chips og den der glaskugle, man kan ryste, og så kommer der sne. Alt sammen seje ting et friskt barnehjerte begærer i december måned. 

- Jeg har selv prøvet, hvordan det er at få en pakkekalender. Hvis jeg bare kan give lidt af den glæde videre, så vil jeg jo gerne gøre det. 

Begynder i januar

For fjerde år i træk laver Carina Svanborg Carstens adventsgaver og pakkekalendere til børn i familier, der ikke selv har råd eller overskud. I år drejer det sig om mere end 100 familier. Det betyder mere end 5000 gaver.

- Det er jo et eller andet sted bekymrende, at så mange har brug for hjælp. Men samtidig er det fedt at kunne hjælpe, siger Carina Svanborg Carstens.

Carina pakker ind hele dagen. Holder fri om aftenen, men begynder så igen på de rigtig sene timer. Og bliver ved.
Carina pakker ind hele dagen. Holder fri om aftenen, men begynder så igen på de rigtig sene timer. Og bliver ved.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Hele gaveeventyret begyndte med, at familien Carstens kendte nogle børn, der kunne have brug for en pakkekalender og ville hjælpe. Siden har det grebet lidt om sig, og nu kan familier selv søge frem mod jul. Det gør de fra hele landet.

- Kriterierne er, at man skal holde jul, og man skal have begrænsede midler, fortæller Carina Svanborg Carstens.

Familien har selv lagt en god sjat penge i at få gaverne købt, men både legetøjskæder og lokale butikker har også doneret. Det overordnede ansvar for indpakningen ligger hos Carina Svanborg Carstens. Hun har brugt de seneste uger uden at spilde hverken lyse eller mørke timer. 

- Som regel pakker jeg ind i løbet af hele dagen. Hen på eftermiddagen, stopper jeg, og så skal der laves aftensmad. Så er jeg sammen med børnene, og når de så er kommet i seng, så kan jeg fortsætte. Jeg er nattemenneske, så det er tit indtil klokken 3, siger hun.

Allerede nu er mange pakkekalendere indpakket, pakket og parate til afsending
Allerede nu er mange pakkekalendere indpakket, pakket og parate til afsending
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Fortsætter så længe hun kan

Hele processen begynder i januar. Året igennem bliver der købt gaver ind og jagtet sponsorer. Selve indpakningen og færdiggørelsen af pakkekalenderen foregår dog i efteråret, når ansøgningerne er løbet ind, og selvom Carina Svanborg Carstens selv har pakket 4500 gaver ind selv, har hun fået god hjælp udefra.  

- Jeg har selvfølgelig noget familie og venner, der hjælper med at pakke ind. Og den sidste måned er der ikke en eneste gæst i huset, der ikke har været sat i gang med at pakke ind eller komme med gaver, siger hun. 

Selvom det er et tidskrævende projekt, og selvom ryggen indimellem kalder på variation i indpakningsstillingerne, er Carina Svanborg Carstens slet ikke færdig. Hun fortsætter til næste år. 

Årskalenderen nærmer sig december, så pakkekalenderne anno 2022 bliver sendt afsted fredag. Så kan Carina Svanborg Carstens selvfølgelig ånde lettet op, men faktisk bliver projektet næsten vanskeligt at slippe. 

- Jeg tror ikke, jeg glæder mig til, det er færdigt, jeg synes jo, det er hyggeligt, afslutter Carina Svanborg Carstens.