Udskældt støjvold i Faurholt efter jordskred: Alt for høj, viser nye målinger
En omdiskuteret støjvold ved Faurholt viser sig at være langt højere, end tilladt. Det ærgrer kommunen, som nu vil tage kontakt til ejeren.
En omdiskuteret støjvold ved en gokartbane i Faurholt viser sig nu at være ulovlig.
Nye målinger, som Ikast-Brande Kommune er gået ud med i dag, mandag, viser at støjvolden er adskillige meter over tilladelsen på otte meter. I sidste uge skred en mængde jord ned og dækkede en offentlig vej og det satte fornyet fokus på støjvolden, som i forvejen var i naboernes søgelys.
- Vi frygter jo, at der kommer nogen på en cykel eller i en bil, mens der sker et større jordskred. Sådan en bunke jord ned over et skolebarn, der cykler i skole - det er ikke noget, man ønsker, sagde Bjarke Kristensen tirsdag i sidste uge, da forbipasserende opdagede jordskreddet.
"Ryggen" på støjvolden er ifølge de nye målinger fra Ikast-Brande Kommune cirka 12 meter. Ovenpå den ligger et jordtip på yderligere cirka syv-otte meter, fortæller Kenneth Jensen, som er teknik- og stabsdirektør.
Altså er støjvolden på sit øverste punkt cirka 20 meter, hvor den må være otte meter i forhold til den landzonetilladelse, kommunen har givet.
- Jeg synes, det er utroligt uheldigt og ærgerligt, siger Kenneth Jensen.
- Som kommune har vi givet en landzonetilladelse, og så har vi en forventning om, at folk indretter sig efter den. Jeg ved ikke, hvorfor det er endt, som det er.
Til oplysningen om de nye målinger lyder det i dag, over telefonen, fra Bjarke Kristensen:
- Hvad sagde vi. Enhver kan jo se, at den støjvold er for høj. Der må sidde nogen med røde ører nu.
Tilbage i november fortalte TV MIDTVEST første gang om bekymrede naboer til støjvolden.
Bjarke Kristensen ærgrer sig over, at der skulle et jordskred til, før kommunen skred til handling.
- Hvordan dælen kan man som forvaltning være så passiv, når man er blevet advaret flere gange fra borgere? Hvordan kan man udføre kontrol, uden at anfægte, at den overholder loven?
Ikast-Brande Kommune har løbende ført tilsyn med støjvolden. Men, hvorvidt tilsynet kunne have været bedre, set i lyset af naboernes advarsler, vil teknik- og stabsdirektør, Kenneth Jensen ikke sige noget om.
- Jeg synes ikke, vi kan sige så meget om vores tilsynspligt lige nu. Om det (risikoen for jordskred, red.) skulle have kommet til vores kendskab noget før, vil jeg selvfølgelig interessere mig for.
- Nu vender vi hver en sten. Er der noget, vi kunne have gjort bedre eller anderledes? Det er det, vi kigger på nu, siger han.
Direktør er på ferie
Det er Lars Faaborg Kristensen, direktør i virksomheden Gustav H. Christensen, som ejer både den jord, støjvolden ligger på samt selve støjvolden. TV MIDTVEST har uden held forsøgt at få en kommentar fra ham om situationen, men kan erfare, at han er på ferie.
Når han kommer hjem, venter der formentlig en række spørgsmål fra Ikast-Brande Kommune.
- Nu skal vi have en snak med entreprenøren om, at det er for meget jord. Han skal have lejlighed til at give et bud på en løsning, siger Kenneth Jensen.
Foreløbigt er Ringstrupvej stadig spærret. Kommunens rådgivere er ved at vurdere, om der er risiko for yderligere jordskred.