Frisør og læge advarer mod ny populær kam
I værste tilfælde kan kammen forårsage infektioner og eksem i hovedbunden, fortæller hudlæge.
Hver femte dansker døjer med hovedbundsproblemer. Det kan være tør hovedbund, skæl eller lignende, og tyr man til nettet efter en løsning, kan man støde på en ny kam.
Kammen kaldes ‘Dandruff Relief Comb’ og deles på sociale medier.
Særligt på TikTok, hvor videoer med kammen har fået over ti millioner visninger og flere hundredtusinder likes.
Når du bruger kammen, kan du komme helt ned i hovedbunden, lyder beskrivelsen. Kammen opsamler så skæl og døde hudceller, som du efterfølgende kan klikke ud af kammen.
Men kammen kritiseres fra flere kanter.
Blandt andet af frisør Louise Pii, ejer og stifter af Frisør Pii, som har mere end 30 års erfaring som frisør.
- Jeg vil på ingen måde anbefale det til nogen af mine kunder, lyder det fra Louise Pii i ‘Go’ morgen Danmark’.
Vækker bekymring
Kammen er til salg på internetsider som Amazon, Temu, Fruugo og Aliexpress, og særligt i USA bliver kammen afprøvet.
På de virale videoer ser man særligt unge kvinder, der kradser hovedbunden hårdt med kammen.
Og det giver måske ved første øjekast god mening, at man vil slippe af med de døde hudceller, der samler sig i hovedbunden, hvis man spørger frisør Louise Pii.
- Du kan ikke få smukt hår, hvis du ikke har en smuk hovedbund, fortæller Louise Pii.
Hun sammenligner ofte hovedbunden med et brusehoved, når hun skal forklare hvorfor.
- Hvis vi har et brusehoved, der er helt kalket til, kan vi ikke få klare vandstråler ud. Det samme gælder i hovedbunden. Hvis du ikke har ren hovedbund, så kan dit hårstrå ikke komme stærkt og kraftigt ud, siger Louise Pii.
Men det vækker stor bekymring i frisør Louise Pii, at unge piger ridser hovedbunden med kammen.
I stedet råder hun sine kunder til, at de bruger naturlige produkter, som behandler hår og hovedbund i dybden.
Risiko for infektion
Louise Pii er ikke den eneste, der er bekymret over at se folk benytte den virale kam.
Det samme er Cæcilie Johansen, der er læge og ph.d. i dermatologi.
- Min største bekymring er, at det kan give anledning til infektion og sår. Det kan være smertefuldt, siger hun.
Ifølge Cæcilie Johansen skal man være meget varsom med brug af kammen.
- Den kan bruges til at løsne skæl, men det er på ingen måde en kur mod det. Det er ikke meningen, at man skal trykke og mase en kam ned i huden, siger hun.
Man risikerer at lave hul i huden, og så er man i risiko for infektion, som kan kræve behandling med antibiotika, fortæller hun.
Forsøger man at bruge kammen til at fjerne skæl, kan huden reagere med inflammation, som kan blive til skæleksem, og det skal behandles af lægen, lyder det.
Sådan gør du i stedet for
Mange danskere døjer med hovedbundsproblemer, og det viser sig mere hyppigt, når vejret er koldt, og huden bliver tør.
Døjer du med enten skæl eller tør hovedbund, er det vigtigt, at du finder en shampoo, der egner sig godt til din hovedbund, lyder det fra Cæcilie Johansen.
- Har man en hovedbund, der har tendens til at fedte, og man bruger en shampoo til tørt hår, så kan hovedbunden begynde at fedte ekstra, siger Cæcilie Johansen.
Man kan ofte ofte læse på flasken, hvilken hårtype shampooen er beregnet til.
Derudover er det vigtigt, at man vasker sit hår efter behov.
Det er individuelt, hvor ofte man har brug for at vaske sit hår. Frisør Louise Pii anbefaler dog de fleste af sine kunder til at vaske det mellem to og tre gange om ugen, så man ikke udtørrer sin hovedbund og ikke får ophobning.
Og det er Cæcilie Johansen enig i.
Har man tendens til skæl, kan det holdes nede med en god skælshampoo. Men hvis man har meget skæl, bør man gå til sin læge. Der kan nemlig være tale om skæleksem, og det skal behandles med medicinsk shampoo, siger Cæcilie Johansen.