Video: En flok krondyr med en ulv i hælene

Flere har de seneste dage registreret en ulv omkring Brande, men det er en af de få gange, nogen har filmet en ulv på jagt.

0:13
Krondyr jages af ulv ved Drantum syd for Brande.

- Det var vildt, nærmest surrealistisk, siger Emil Harrild Bach Jensen fra Drantum syd for Brande. 

Han fik sig noget af en overraskelse, da han forleden var på vej ud af indkørslen sidst på eftermiddagen.

- Jeg kunne se en flok krondyr stå midt på marken, og de plejer normalt ikke at komme ud fra skoven, før det bliver mørkt, siger Emil Harrild Bach Jensen

Opdagelsen fik Emil til at standse bilen og rulle vinduet ned. 

- Pludselig kunne jeg se, hvordan krondyrsflokken løb mod skoven med en ulv i hælene, siger Emil Harrild Bach Jensen fra Brande. 

Emil er 19 år og er vant til at færdes i naturen; han har haft jagttegn i 1½ år. Det er første gang, han har set en ulv, alligevel var han ikke i tvivl.

- Den løb på en speciel måde, den var stor og grå, så jeg var sikker på, det var en ulv, siger Emil Harrild Bach Jensen.

Den første ulv i Danmark blev fundet død i Nationalpark Thy tilbage i 2012.

Siden er der indberettet mange observationer af ulve. Ifølge ulveatlas.dk er der med udgangen af november 2024 22-42 voksne ulve og mindst 38 hvalpe i Danmark. Ulven er blevet en del af den danske natur, men hvad betyder det for krondyr, dådyr og rådyr?

- Vi har ikke noget klart overblik over, hvordan ulven påvirker hjortevildtet, men det er noget, vi forsker i, siger Peter Sunde, der er ulveekspert og professor ved Aarhus Universitet.

Emil Harrild Bach Jensen fra Drantum ved Brande glæder sig over oplevelsen med ulven.

- Jeg har hørt meget om ulven, men aldrig set en, det var vildt, siger Emil Harrild Bach Jensen.