Over en tredobling: Knap 1000 timer sad frivillige ved døende

Vågetjenesten hos Kirkens Sociale Arbejde i Viborg har aldrig haft mere travlt, end de har nu.

I 2024 stod vågetjenesten i Viborg for at våge i 976 timer, det er næsten en tredobling på to år (Arkivfoto).
I 2024 stod vågetjenesten i Viborg for at våge i 976 timer, det er næsten en tredobling på to år (Arkivfoto).

Langt flere benytter sig af vågetjenesten i Kirkens Sociale Arbejde i Viborg.

På bare to år er der sket over en tredobling af vågetimer. I 2022 vågede frivillige i 316 timer, mens de i 2024 vågede i 976 timer.

Ifølge frivilligkoordinator hos vågetjenesten i Viborg Kirsten Larsen, er det aldrig sket før, at de har våget over 500 timer på et år.

Hun mener, der er flere årsager til, at vågerne i højere grad bliver efterspurgt.

- Plejecentrene og hjemmeplejen er pressede personalemæssigt, så de har ikke mulighed for at sidde fast hos en døende, og så ønsker flere at dø i hjemmet, fortæller hun og uddyber, at det blot er hendes oplevelse af efterspørgslen.

Altid brug for flere

Vågetjenesten hjælper og aflaster pårørende eller personale ved at sidde hos den, der skal dø, i den sidste tid.

De bliver både sendt ud til døende, hvor pårørende har brug for et hvil, men også til dem, som ingen pårørende har.

Alle vågere er frivillige og skal hjælpe med at give nærhed, tryghed og ro hos den døende.

På trods af at efterspørgslen aldrig har været større, så mangler de ifølge Kirsten Larsen ikke akut flere frivillige, men hun understreger, at der er plads til endnu flere.

- Arbejdet er jo frivilligt, og det kan ikke planlægges. Den frivillige kan altid sige nej, når de bliver ringet op, hvis de ikke har mulighed for at våge i de ønskede timer. Og så er det jo godt med mange frivillige på listen, som der så kan ringes til, forklarer hun.