Naja holder døende i hånden
25-årige Naja Paakjær Mikkelsen skaber tryghed og ro, når folk skal dø.
Hun kender dem ikke, men alligevel er hun den, der kan blive kaldt ud, når de er ved at dø.
25-årige Naja Paakjær Mikkelsen fra Ringkøbing er en af de yngste, der er frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste.
- Ingen skal dø alene, og jeg synes, det er en vigtig opgave at kunne hjælpe folk herfra, siger hun.
De frivillige våger over døende mennesker, så de, der skal dø, kan få ro og tryghed. Både hos dem, som ingen pårørende har, men også hos dem, hvis pårørende trænger til et hvil.
- Første gang jeg var ude at våge var på et plejehjem hos en ældre dame, som lå for døden. Hun sov for det meste, men hun virkede utryg og forvirret, når hun vågnede op, så jeg tog hende i hånden og nynnede for hende - og aede hende på panden, fortæller Naja Paakjær Mikkelsen, der mærkede, hvordan den ældre dame blev rolig igen.
TikTok-video skabte opmærksomhed
Tidligere har Naja Paakjær Mikkelsen arbejdet i hjemmeplejen, men i øjeblikket hjemmepasser hun sin etårige søn, inden hun vil begynde på jordemoderstudiet.
Men frivilligt arbejde har altid været en vigtig del af hverdagen for den 25-årige.
- Det giver mening for mig at give noget til nogen, der har det svært eller har brug for noget, og vi har altid lavet meget frivilligt arbejde i min familie, siger hun.
Alligevel var det nyt for hende, at vågetjenesten eksisterede, og derfor valgte hun at lave en TikTok-video, for måske andre yngre mennesker heller ikke kendte til det.
Hun optog en video fra en vågevagt, hvor hun fortalte time for time, hvad det vil sige at være våger. Videoen har haft knap 100.000 visninger.
- Jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på vågetjenesten, og mange unge henvendte sig for at høre mere om det, fortæller Naja Paakjær Mikkelsen, der lavede en opfølgende video for at besvare de mange spørgsmål.