Ikonisk tøjmærke konkurs: - Det har haft kæmpestor betydning for byen

En gigant på den midt- og vestjyske erhvervshimmel er faldet.

Museumsdirektør for Museum Midtjylland Kristine Holm Jensen analyserer Brande-virksomhedens deroute.
Museumsdirektør for Museum Midtjylland Kristine Holm Jensen analyserer Brande-virksomhedens deroute.
Foto/Grafik: Museum Midtjylland / Claus Klok

Et af Danmarks ældste tøjmærker ser nu ud til at blive fortid.

Det hæderkronede BTX Group fra Brande har nemlig kastet håndklædet i ringen og er gået konkurs torsdag den 4. juli.

Det skriver Finans.dk, hvilket Skifteretten i Herning bekræfter over for TV MIDTVEST.

Modekoncernen står blandt andet bag tøjmærket Brandtex, og dermed er et af Danmarks helt store modedynastier altså faldet.

- Det er markant, siger museumsdirektør for Museum Midtjylland Kristine Holm Jensen om nyheden.

- Brandtex har haft en kæmpestor betydning for Brande og for byens udvikling. Det er der ingen tvivl om, siger hun.

Var på vej ned, da familien solgte

Museumsdirektøren lægger ikke skjul på, at modekoncernen har haft en enorm betydning for Brande historisk set. 

Men det er også kun det. Altså historisk set.

- Virksomheden har kun været en skygge af sig selv de sidste 15-20 år, fortæller Kristine Holm Jensen.

Tilbage i 2005 solgte familien Brandtex virksomheden til kapitalfonden EQT, der senere skiftede navn til BTX Group, men det lykkedes aldrig at få bragt virksomheden tilbage til sin storhedstid.

- De havde deres storhedstid i firserne. Der var de virkelig kæmpestore, siger museumsdirektøren.

Til de tynde eller smukke runde

Brandtex er stiftet af Aage Petersen og hans hustru Anna Petersen og blev især kendt for at opfindelsen af sine tre modebukser med deres helt eget størrelsessystem.

” 'LONDON – til de skønne tynde', 'PARIS – til de dejlige midt imellem' og 'ROM – til de smukke runde' - lød deres slogan da bukserne kom ud i 1976.

Det blev en af årsagerne til, at bukserne blev så udbredte, da alle kvinder nu nemt kunne finde den model, de skulle bruge, skriver Dansk Historisk Fællesnævn.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra BTX Group, men det har ikke været muligt at få fat i virksomheden.

Screenshot fra brandtexfashion.dk taget den 5. juli 2024
Screenshot fra brandtexfashion.dk taget den 5. juli 2024

På Brandtex's egen hjemmeside står der, at siden er midlertidigt lukket på grund af tekniske problemer.

BTX Group skiftede navn til "Brande 3. juli 2024" dagen inden deres konkursbegæring.