Politiet har sigtet mand fra Kærshovedgård efter dødsulykke

En kvindelig bilist blev onsdag morgen dræbt i en overhalingsulykke på rute 13 ved Nr. Snede i Midtjylland. Politiet har anholdt en beboer fra Kærshovedgård i sagen.

Udrejsecenter Kærshovedgård.
Udrejsecenter Kærshovedgård.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det var en 34-årig mand med adresse på Udrejsecenter Kærshovedgård, der førte den bil, som tidligt onsdag morgen kørte en modkørende kvindelig bilist ihjel på rute 13 ved Nr. Snede i Midtjylland.

Det fortæller vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen fra lokalpolitiet i Herning til TV MIDTVEST.

Politiet er i gang med at undersøge omstændighederne omkring det, som ser ud til at have været en ulykke i forbindelse med en overhaling.

- Vi kigger den vej i forhold til, om der er foregået noget strafbart. Umiddelbart læner vi os op ad, at det er der, sagde Niels Kristian Larsen.

Det er uvist, hvorfor manden har bopæl på Kærshovedgård, der hovedsageligt huser enlige udlændinge og par uden børn. Men udrejsecentret er blandt andet hjemsted for udlændinge, der er blevet udvist ved dom.

Manden fremstilles klokken 13.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Herning. Her vil han blive sigtet for uagtsomt manddrab, ligesom politiet mener, at han var påvirket eller på anden måde ikke i stand til at køre bilen på drabstidspunktet.

Politiet har testet manden for alkohol og euforiserende stoffer, men vil politiet vil ud med detaljer om, hvorvidt han er testet positiv eller ej.

Den kvinde, der mistede livet ved trafikulykken, var 55 år, og hun var bosat i den sydlige del af Ikast-Brande Kommune.

Det siger vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen fra lokalpolitiet i Herning til TV MIDTVEST.

Han fortæller også, at de pårørende er underrettet.

Kort før middag har politiet ophævet afspærringen af ulykkesstedet.