Kort nyt

5. maj 2024 kl. 13:34

Hjem-IS delte flere tusind is gratis ud

For første gang i otte år kunne man komme til åbent hus på et af Hjem-IS depoterne lidt uden for Holstebro. 

- Vi havde håbet, at der ville komme en masse mennesker. Der er kommet mange flere, end vi regnede med, lyder det fra Morten Bigum, der er depot- og salgschef ved Hjem-IS og Premier IS. 

Hjem-IS har ikke specifikke tal på, hvor mange mennesker der mødte op i løbet af åbent hus arrangementet, der løb fra klokken 9.30 til 12.30, men der er blevet delt omkring 3.500 gratis is ud til besøgende. 

- Det er helt fantastisk, at der er så mange der bakker op om det, siger Morten Bigum. 

Kl. 14.50

Fjernvarme spærrer veje

Der skal fjernvarmeledninger i jorden, og derfor må borgere i Kjellerup indstille sig på både vejarbejde og afspærringer i den kommende tid.

Det oplyser Silkeborg Kommune på Facebook.

Vejarbejdet varer efter planen frem til 12. juli. I den periode vil kun ét spor være åbent på Silkeborgvej.

Samtidig bliver Astrupvej spærret to steder ud til Silkeborgvej frem til 24. maj.

Fra 27. maj spærres der for ind- og udkørsel mellem Silkeborgvej og Vinderslevvej.

Kl. 13.25

Bjerringbro sikrer sig endnu en ligasæson

20230401-165937-L-6150x4100ma
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Med cifrene 35-29 sikrede Bjerringbro FH sig lørdag eftermiddag endnu en sæson i kvindernes håndboldliga.

Klubben havde allerede taget første stik i opgøret om en ligaplads, da man vandt den første kamp mod Holstebro Håndbold med otte mål for en uge siden.

Lørdag var Bjerringbro så på besøg i Gråkjær Arena, og her gjorde de altså arbejdet færdigt med endnu en sejr. Det var ellers helt tæt det første kvarters tid, men herefter trak Bjerringbro-kvinderne fra hjemmeholdet.

Resultatet betyder således, at Holstebro Håndbold også i den kommende sæson skal tørne ud i kvindernes 1. division.

Topscorer for Bjerringbro i kampen blev Line Gyldenløve med otte mål. Tea Hein scorede 11 gange for hjemmeholdet Holstebro.

Kl. 12.41

Sjælden kalv er stadig ikke fundet

Kalven er af racen jysk kvæg - en gammel, dansk kvægrace. Det er en sjælden race, så kalven er værdifuld.
Kalven er af racen jysk kvæg - en gammel, dansk kvægrace. Det er en sjælden race, så kalven er værdifuld.
Foto: Hans Christian Jensen, Spjald

Der er nu godt en uge siden, at Hans Christian Jensens kalv af den gamle, danske og sjældne kvægrace jysk kvæg forsvandt.

Og den er stadig ikke fundet.

Hans Christian Jensen fortæller, at de er stoppet med selv at køre rundt og lede, men han har ikke opgivet håbet.

- Formegentlig dukker den op på et tidspunkt. Vi håber på at få et hint af en jæger, der ser den, eller en landmand, der opdager, at de har én for meget i folden, siger han og tilføjer, at den måske er meget, meget langt fra dens fødested i Spjald.

Kl. 11.24

Pas på med grillen og ukrudtsbrænderen

Selvom det bare er 18 dage siden, vi forlod den vådeste april nogensinde målt i Danmark, er naturen nu så knastør, at Danske Beredskaber opfordrer til at være varsom med åben ild.

Brandfare.dk kan man følge dag-til-dagprognoser for brandfaren i hele Danmark. Og lørdag eftermiddag lyder prognosen på høj brandfare i det meste af Midt- og Vestjylland.

Den tørre natur har endnu ikke givet problemer i Herning-området, fortæller indsatsleder i Herning Kommune ved Brand og Redning MidtVest, Kasper Andersen.

- Men vi er selvfølgelig opmærksomme på det, og man skal selvfølgelig passe på med brugen af åben ild, siger han.

brandfare
Foto: Brandfare.dk
Kl. 10.49

Tre personbiler i færdselsuheld

Lørdag formiddag endte tre personbiler i et færdselsuheld, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even.

- Vi arbejder ud fra, at der er tale om et vigepligtsuheld i krydset mellem Nørregade og Skjernvej i Sønder Felding, siger han.

Ifølge Lars Even udfoldede uheldet sig sådan, at den første bil kører ud fra en sidevej til Skjernvej, hvor den så bliver påkørt af en anden bil – og dette resulterer i, at den påkørte bil triller om på siden og ind i en tredje bil.

- Meldingen er, at alle involverede parter umiddelbart er uskadt, men tre personer blev kørt til tjek på sygehuset, siger han.

Kl. 09.22

Mangler stadig svar fra kommunen - Får de lov at blive?

Majbritt Dall Richter bor i Idomlund. Her skal der efter planen snart bygges en ny energipark - en såkaldt Power-to-X-park.

- Grundlæggende synes jeg, at vi har hørt for lidt. Holstebro Kommune har svigtet i forhold til alt det her, siger Majbritt Dall Richter.

Nu er der så kommet lidt af en nyhed i hendes indbakke på E-boks. Huset ligger nu omkring halvanden kilometer udenfor det område, som kommunen har udset til at skulle huse det nye Power-to-X-anlæg. Området er nemlig skrumpet ind.

Men...

- Jeg synes ikke, jeg blev lettet. Jeg ville gerne have haft den der "yes-følelse", siger Majbritt Dall Richter.

Hun føler sig nemlig endnu ikke sikker.

- De kender ikke noget til sikkerhedsafstanden i forhold til PTX-anlæggene (Power-to-X, red.). Det siger de, at de ikke ved noget om endnu. Så vi ved stadig ikke med 100 procents sikkerhed, om vi får lov til at blive her. Eller hvad vi skal stå model til, når først det starter op, påpeger hun.

Kl. 08.59

Forsvarsspiller vil væk fra FCM

Joel Andersson vil forlade FC Midtjylland, fordi han ikke får den spilletid, svenskeren føler, han burde.

FC Midtjylland er på førstepladsen i Superligaen inden de afgørende runder, men ikke alle i klubben er lige begejstrede for tiden.

Svenske Joel Andersson har haft svært ved at få spilletid, siden han vendte tilbage fra en fodskade mod slutningen af efterårssæsonen, og nu er tålmodigheden ved at være brugt op.

Til sommer er det tid til at prøve noget nyt, understreger han over for fotbolldirekt.se. Det skriver Ritzau.

- Hvis jeg ikke engang er en del af kamptruppen, er der ingen grund til at blive. Jeg er 27 år og kender mine kvaliteter, siger han ifølge Ritzau til det svenske medie.

Kl. 08.29

Forsat forurening på Fur - drikkevandsanlæg renset i nat

I snart to uger har beboerne på Fur været nødsaget til at koge vandet eller købe det i supermarkedet.

Men det er forhåbentlig slut efter pinsen, lyder det fra direktør for Skive Vand A/S, der driver vandværket på Fur, Ivan Drejer.

Grunden til, at furboerne endnu engang må finde tålmodigheden og elkedlerne frem, er altså ikke, fordi vandværket er gået på pinseferie, forsikrer Ivan Drejer.

- Sådan nogen drikkevandsprøver tager tid, siger direktøren.

Og de første drikkevandsprøver viste, at der stadig var en smule forurening i vandet, derfor er rentvandsanlægget nu blevet renset endnu engang i nat, og så vil der blive taget nye drikkevandsprøver i morgen og på mandag. 

Det tager 48 timer, før prøvesvarene er klar, og derfor vil anbefalingerne om at koge vandet altså tidligst blive ophævet på onsdag.

- Vi er allerede i gang med at kigge på alternativer, hvis prøverne ikke er rene, siger Ivan Drejer.

Kl. 08.05

Holstebro Håndbold med ryggen mod muren

Holstebro Håndbold har brug for en sejr i dag, hvor de tager imod Bjerringbro FH i opgør to i kampen om en plads i landets bedste håndboldrække.

- Vi giver det et skud, men pigerne ved også, at det bliver svært, siger direktør Johnny Jensen.

Det er to år siden, at Holstebro Håndbold rykkede fra Kvindeligaen ned i 1. division. Siden da har der været store økonomiske udfordringer. For et år siden måtte man rejse 1,6 millioner kroner for at sikre, at der fortsat kunne spilles kvindehåndbold på eliteniveau.

- Vi har brugt dette år på at få skåret budgettet til. Nu er vi på et plan, hvor tingene hænger sammen - også for den kommende sæson, fortæller direktøren.

Selvom klubben tabte første opgør med otte mål mod ligaklubben Bjerringbro FH, så tror direktøren på, at alt er muligt. 

Derfor håber han også på, at der senere bliver slået sæsonrekord på lægterne.

- Vi vil gerne sikre et godt aftryk og vise, at vi er berettiget til at kæmpe med om det.

Kampen starter klokken 14 og TV MIDTVEST følger resultatet.

Kl. 07.26

Advarsel om oliespild - sænk farten

Opdatering

  • Vejdirektoratet har fjernet advarslen om oliespild.

På rute 11 mellem Holstebro og Struer advarer Vejdirektoratet om oliespild og opfordrer bilister til at sænke hastigheden. Olien ligger på Holstebrovej nær rundkørslen syd for Struer.

Kl. 05.58

I dag får vi sol og UV, der kalder på solcreme

DMI lover op til 24 grader med høj sol på denne lørdag. Og så skriver de om et UV-maks på 4,3. 

Det vil sige, at under skyfri himmel er det højest mulige UV-indeks på 4,3. Og det er nok til, at Kræftens Bekæmpelse anbefaler solcreme.

UV-indekset går fra nul til 11, og Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man beskytter sig mod solen, så snart UV-strålingen måles til tre og over.

17. maj 2024 kl. 22:56

Skjern-spiller opereret

Skjern Håndbold må undvære højrefløjen Nikolai Vinther i sæsonens sidste kampe, skriver klubben på Facebook.

Nikolai Vinther er blevet opereret for en mindre meniskskade, og det holder ham altså ude.

Kontrakten udløber til sommer.

17. maj 2024 kl. 22:16

Mon Fur koger over i pinsen? Stadig problemer med vandet

Furboerne må fortsat væbne sig med tålmodighed. Det anbefales nemlig også i de kommende dage at koge drikkevandet fra Fur Vandværk, oplyser Skive Kommune.

Det blev meldt ud første gang 5. maj, at der er risiko for forurenet drikkevand, og problemet er altså endnu ikke løst.

- Skive Vand A/S har siden første fund af bakterierne enterokokker i drikkevandet fra Fur Vandværk fået analyseret mange vandprøver for at lokalisere forureningskilden. Det er dog endnu ikke lykkedes at fjerne kilden til forureningen, og derfor har Skive Vand A/S arbejdet intensivt på at løse problemet, skriver Skive Kommune.

Vandet skal koges henover pinsen. Anbefalingen ophæves tidligt onsdag i næste uge, oplyses det.

17. maj 2024 kl. 21:48

Bil brager ind i hus

Fredag aften bragede en personbil direkte ind i en husmur på Nørrevænget i Silkeborg.

Midtjysk Brand & Redning fik meldingen klokken 21.09 og oplyser, at den kvindelige fører af bilen er kommet ud.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den kvindelige fører er taget med til en blodprøve.

Der er dog mulighed for sammenstyrtningsfare, og Midtjysk Brand & Redning er derfor fortsat på stedet.

17. maj 2024 kl. 21:30

Ny turistguide ved Vesterhavet er skabt af kunstig intelligens

Destination Vesterhavet lancerer Danmarks og måske verdens første virtuelle turistmedarbejder.
Destination Vesterhavet lancerer Danmarks og måske verdens første virtuelle turistmedarbejder.
Foto: ELS Production

IDA er navnet på den nye AI-turistguide, som fredag er begyndt i sit nye job hos Destination Vesterhavet.

- Velkommen til Vesterhavet.

Sådan kunne det meget vel lyde fra den helt nye turistguide hos Destination Vesterhavet.

Turistguiden hedder IDA, og hun er skabt via kunstig intelligens, fortæller Destination Vesterhavet i en pressemeddelelse.

- Selvom Ida er et AI-genereret værktøj, er hun skabt med en menneskelighed, som gør hende nærværende og interesseret i gæsterne, siger Kent J. Bøndergaard, som er marketing- og medlemschef hos Destination Vesterhavet, i pressemeddelelsen.

IDA kan man møde via en webbrowser på alle forskellige platforme, ligesom den nye AI-turistguide også kan findes på en række infoskærme rundt omkring ved Vesterhavet.

17. maj 2024 kl. 19:16

Der gik ild i annexet

Fredag aften gik der ild i et annex ved en udlejningsejendom ved Odby på Thyholm, syd for Hvidbjerg og nord for Oddesundbroen.

- Det er sådan et annex, der ligger et stykke fra hovedhuset. Vi har styr på det nu, men der var masser af brand, da vi ankom, fortæller indsatsleder Jean Warming fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

17. maj 2024 kl. 18:26

Målmand forlader isen i Herning

Mac Carruth siger farvel til Herning Blue Fox. Ishockeymålmanden vender i stedet tilbage til Cardiff Devils fra den britiske liga, oplyser klubben på X.

Det er den samme klub, som han skiftede fra til Herning for to sæsoner siden.

Det er ikke nogen overraskelse, at amerikaneren siger farvel til Blue Fox. Herning-klubben har nemlig hentet den danske landsholdsmålmand Mathias Seldrup til klubben.

17. maj 2024 kl. 16:07

Undersøger dødeligheden blandt laks

DTU Aqua er i øjeblikket ved at undersøge dødeligheden blandt de laks, der bliver fanget i Skjern Å og herefter sat ud i åen igen.

Laksene bliver udstyret med en sender, så forskerne kan følge deres færden. Og i den forbindelse har de brug for hjælp fra lystfiskerne. Derfor opfordrer Laksens Hus uden for Skjern lystfiskerne til at ringe, så snart de har en laks på krogen.

Så kan lederen af Laksens Hus eller nogle af de andre frivillige måske nå ud og udstyre laksen med en sender, inden den sættes ud igen.

17. maj 2024 kl. 15:38

Kommune efterlyser idéer

Viborg Kommune efterlyser idéer og forslag til en ny udviklingsplan for midtbyen i Viborg.

Det fremgår af et brev, som grundejere i eller i nærheden af planområdet har modtaget fra kommunen.

Tilbage i august 2023 godkendte byrådet i Viborg, at der skal udarbejdes en strategisk udviklingsplan for midtbyen.

Forslag og idéer skal sendes til kommunen.

Viborg Kommune inviterer desuden til ”Midtbymødet” torsdag i næste uge, hvor man inviterer ”borgere, brugere, interessenter og politikere indenfor til inspirationsoplæg, dialog og debat om midtbyens fremtid.”

17. maj 2024 kl. 15:26

Politi vil tale med bilist - stak af fra uheld

Politiet vil gerne tale med ejeren af en rød Citroën, der torsdag aften var involveret i et trafikuheld.

Klokken 20.15 kørte en 56-årig mand ind i en rød Citroën, men de to bilister fik aldrig talt om uheldet, fordi den røde bil kørte væk med det samme.

Uheldet skete i rundkørslen mellem Østergade og Ringvejen i Skjern, oplyser Ditte Tokkesdal, der er fagkoordinator hos lokalpolitiet i Ringkøbing.

Den 56-årige mand kørte ifølge sin egen forklaring i rundkørslen, da den røde bil ikke overholdt sin vigepligt og kørte ud foran den 56-årige. 

Derfor kørte den 56-årige ind i den røde bil på snuden.

Lokalpolitiet i Ringkøbing vil gerne tale med bilisten i den røde bil for at afklare, hvad der præcis er sket.

Politiet kan kontaktes på 114.