Majbritt er frustreret over planerne om ny energipark: - Kommunen har svigtet

Selvom planen om en ny energipark ved Idomlund nu er skrumpet, er bekymringerne fortsat store.

Majbritt Dall Richter.
Majbritt Dall Richter.
Foto: Mathilde Due Brander, TV MIDTVEST

Majbritt Dall Richter bor i Idomlund. Her skal der efter planen snart bygges en ny energipark - en såkaldt Power-to-X-park. 

Sammen med sin mand flyttede hun til Idomlund for omkring 2,5 år siden. Hun føler ikke, at Holstebro Kommune har levet op til sit ansvar.

- Grundlæggende synes jeg, at vi har hørt for lidt. Holstebro Kommune har svigtet i forhold til alt det her, siger Majbritt Dall Richter.

- Nu er det 2,5 år siden vi flyttede ind, og dengang vidste vi intet om, hvad der skulle foregå. Og da processen gik i gang med møder og diverse fik vi at vide, at de har vidst det i hvert fald i fire år - måske endda i længere tid, fortsætter hun.

Nu er der så kommet lidt af en nyhed i hendes indbakke på E-boks. Huset ligger nu omkring halvanden kilometer udenfor det område, som kommunen har udset til at skulle huse det nye Power-to-X-anlæg. Området er nemlig skrumpet ind.

- Undersøgelsesområdet er nu blevet planlagt ned til det, der er nødvendigt for området og den infrastruktur, der skal være. Derfor er området blevet mindre, forklarer Kenneth Tønning (V), som er medlem af økonomiudvalget i Holstebro Kommune.

Men...

- Jeg synes ikke, jeg blev lettet. Jeg ville gerne have haft den der "yes-følelse", siger Majbritt Dall Richter.

Hun føler sig nemlig endnu ikke sikker.

- De kender ikke noget til sikkerhedsafstanden i forhold til PTX-anlæggene (Power-to-X, red.). Det siger de, at de ikke ved noget om endnu. Så vi ved stadig ikke med 100 procents sikkerhed, om vi får lov til at blive her. Eller hvad vi skal stå model til, når først det starter op, påpeger hun.

Det gule område er den nye afgrænsning.
Det gule område er den nye afgrænsning.
Grafik: Claus Klok, TV MIDTVEST

Hos kommunen mener man ikke umiddelbart, at man har været for dårlige til at informere de berørte borgere.

- Det er også forskelligt, hvornår folk gerne vil have noget at vide. Og når vi holder et borgermøde, er det jo også vigtigt, at vi ved noget, påpeger Kenneth Tønning fra økonomiudvalget.

Udsigten til det kommende anlæg fylder meget i tankerne hos flere af de lokale.

- Hvad skal der ske? Hvordan skal det se ud? Larmer og støjer det? spørger Henrik Bækstrøm Lauritsen, der er formand for Idomlund Borgerforening.

- Men jeg glæder mig over, at det nu ser ud til, at flere borgere kan blive ved med at bo hos os, tilføjer han.

Økonomiudvalget behandler forslaget om det nye og mindre areal på onsdag.