Butikschef raser over unge pigers shoppeleg: - Jeg føler mig pisset på

Butikschef for Dansk i Holstebro, Benthe Lunding, fik sig et chok, da hun lørdag eftermiddag tog en tur forbi butikken. Her ventede en hel dags ekstra arbejde, fordi to unge piger havde hygget sig lidt for meget.

Prøverummet i børneafdelingen, hvor pigerne havde sat indkøbsvognene og forladt dem igen
Prøverummet i børneafdelingen, hvor pigerne havde sat indkøbsvognene og forladt dem igen
Foto: Privat foto / Benthe Lunding

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Sådan lyder det fra Benthe Lunding, der har været butikschef for Dansk i Holstebro i to år.

Lørdag eftermiddag tikkede en besked ind på butikkens personale-messengergruppe. I beskeden vedhæfter en butiksansat et billede af store mængder tøj, der er smidt i to indkøbskurve og efterfølgende parkeret i børneafdelingens prøverum.

- Den unge pige, som jeg har ansat, var forarget. Og jeg gav hende fuldstændig ret, fortæller Benthe Lunding, der måtte møde på arbejde lørdag eftermiddag til midnat for at rydde op.

Hun fortsætter,

- Jeg føler mig pisset på.

Lørdag havde to yngre piger taget på shopping med to voksne damer, da fantasien tog over. Det gik udover butikkens baby- og teenageafdeling.

- Jeg blev hurtigt klar over, hvilken rute de to piger havde taget gennem butikken, fortæller butikschefen, der understreger, at hun på daværende tidspunkt ikke havde tjekket overvågningen, siger Benthe Lunding, butikschef i Dansk i Holstebro.

Pigerne havde startet roligt ud med kun at tage tøj fra teenageafdelingen. Desværre tog det hurtigt fart, og der gik ikke lang tid før pigerne havde fyldt både to indkøbsvogne og en kurv med tøj.

- De er meget udspekulerede. De holder godt øje med de to voksne, som der er med. Ligesom der ikke er nogen kunder, der fatter mistanke, siger Benthe Lunding, der synes det er en smule bekymrende for deres unge alder.

- Jeg vil vurdere, at vi nok har en hel dags arbejde ekstra

De to piger er effektive, understreger butikschefen, og fortæller, at pigerne i nogle tilfælde har hævet tøjet ned fra hylderne.

- De har taget mellem 50 og 60 stykker af den samme varer, siger Benthe Lunding.

Pigerne kørte de to indkøbsvogne ind i et prøverum, hvor de stod halvfyldte. Derfra begyndte de at løbe rundt og hente tøjet.

Den store mængde tøj, som allerede ligger i indkøbskurvene, er ikke det eneste sted, som pigerne har efterladt rod til de butiksansatte.

- De også skubbet en hel del tøj ind under et af stativerne, så det var gemt væk, fortæller den irriterede butikschef, og fortsætter

- Jeg vil vurdere, at vi nok har en hel dags arbejde ekstra. Så nu håber vi de to voksne vil melde sig efter vores Facebook-opslag.

Butikken står tilbage med en stor del oprydningsarbejde, hvor de lørdag aften opfordrede de pågældende voksne om at melde sig. I opslaget efterlyser butikschef Benthe Lunding de to voksne, der var sammen med pigerne i butikken. I videoen beskriver hun dem nøje med signalement.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt i interview kom et ventet opkald

Benthe Lunding havde ikke store forventninger til, at de to voksne ville melde pigerne, så da telefonen ringede, kom det bag på hende.

- Det var en sød og chokeret mor, der ringede og beklagede mange gang. De to piger kommer ned og hjælper med at rydde op i eftermiddag, fortæller Benthe Lunding.

Butikschefen er henrykt over, at de to voksne tager ansvar og melder tilbage. I telefonen oplyser kvinden til Benthe Lunding, at de ikke havde nogen ide om, hvad de to piger lavede.

De to piger kommer forbi søndag eftermiddag og hjælper personalet med at rydde op efter lørdagens shopping-eventyr.

- Pigerne er jo enormt effektive, så jeg er glad for, at de får en lærestreg, siger butikschefen, der vil opfordre pigerne til at sende en ansøgning, når de bliver gamle nok.

Benthe Lunding fortæller afslutningsvis, at hendes opslag er ment som en lærestreg og et budskab om at opføre sig ordentlig i det offentlige rum - ikke bare et surt opstød.