Vandet ved kysten kan stige langt mere end troet, viser nye tal
I Danmark skal vi forberede os på et scenarie med havniveaustigninger på over én meter i slutningen af århundredet.
Klimaet er under hastige forandringer i disse årtier, hvilket medfører stadig mere ekstremt vejr rundt om på kloden.
Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor klimaforandringernes konsekvenser især viser sig i form af voldsomme oversvømmelser fra ekstreme nedbørshændelser og stigende vandstand.
Derfor er det mere end nogensinde vigtigt for de enkelte kommuner at klimatilpasse sig til fremtidens varmere klima, så det bliver nemmere at håndtere kraftige skybrud, stormfloder, tørke og oversvømmelser.
Til det findes der det meget vigtige og brugbare redskab Klimaatlas, der drives af Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Klimaatlas er et værktøj der viser, hvor der er særlig risiko for skybrud og stormfloder i fremtiden. Med det ved hånden, kan vi allerede nu tage vores forholdsregler.
Noget tyder dog på, at klimaatlasset muligvis undervurderer fremtidens vandstandsstigninger. Det kan gøre det svært for kommunerne at lave den optimale klimatilpasning.
Temperaturstigninger på omkring 3 grader
Hvis verdens lande fortsætter med at udlede drivhusgasser som nu, kan de globale temperaturstigninger nå op på 2,6-3,1 grader i løbet af dette århundrede.
Sådan lød det i en rapport fra FN's Miljøprogram, der udkom i oktober.
Denne temperaturstigning ligger på grænsen mellem et mellemhøjt udledningsscenarie og et højt udledningsscenarie.
Ved en mellemhøj udledning af CO₂ vil vandstandsstigningen ifølge FN's klimapanels synteserapport fra 2023 nå op på 0,75 meter i forhold til perioden 1995 til 2014 frem mod år 2100.
For Danmarks vedkommende vil det betyde en stigning i middelvandstanden på omkring 42 centimeter i forhold til perioden 1981 til 2010.
Disse værdier ser dog ud til at være alt for lave.
Havet omkring Danmark kan stige med over en meter
Flere studier peger på en realistisk fremtid, der ligner det høje udledningsscenarie, hvilket tilskrives den mulige globale temperaturstigning på 3 grader i forhold til år 1900 og en accelererende afsmeltning af iskapper og gletsjere.
I så fald vil vandstanden på globalt plan stige med knap én meter.
En ny rapport fra den meteorologiske verdensorganisation WMO peger endda på en vandstandsstigning på lidt mere end 1,1 meter i år 2100.
Klimaatlasset forudsiger, at middelvandstanden langs de danske kyster i sådan et scenarie vil stige med op omkring 49 centimeter.
Men selv det kan vise sig at være langt under et mere realistisk niveau.
Tilbage i oktober udkom Syddansk Universitet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet med rapporten 'Når stormfloderne rammer'.