Kæmpe businessman i Malaysia: Drengeværelset i Vestjylland er en livsvigtig tidslomme
Martin Bek-Nielsen og hans bror har 6.000 ansatte, og når han få gange om året er i sit barndomshjem, så står minderne i kø. Her må intet laves om.
På væggen i børneværelset hænger en gammel, gulnet fodboldplakat med EM-holdet fra 1988.
Studenterhuen, gamle skolefotos og sågar selvlysende stjerner i loftet er også stadig på drengeværelset, som 49-årige Martin Bek-Nielsen forlod for 30 år siden.
- Det giver en indre ro at stå her igen, siger han.
Martin Bek-Nielsen har nemt til latter. Også når han skal fortælle om sit barndomshjem i hjertet af Holstebro. Men der er alvor bag smilene.
- Hvis alt skulle gå galt, så er huset i Holstebro det sidste, der ryger. Det er vores base, siger Martin Bek-Nielsen.
Kom med ind på drengeværelset herunder:
Der er nu ikke noget, der tyder på, at huset er i fare for at blive solgt.
Martin Bek-Nielsen driver sammen med sin storebror, Carl Bek-Nielsen, United Plantations med 6.000 ansatte i Malaysia. Sidste år omsatte firmaet for 3,3 milliarder kroner. De sælger palmeolie og kokosnødder.
Brødrene og deres familier er kun i Holstebro fire-fem gange om året. Men det ændrer ikke noget på deres kærlighed til Vestjylland.
- Ligegyldigt hvor man er i verden, så betyder minderne meget mere end alt det andet. For os er det frihed at komme hjem, fortæller Martin Bek-Nielsen og tilføjer:
- Når nogle af vennerne kommer ind i huset, så siger de diplomatisk: Skal I ikke til at lave lidt om, det er jo et museum, I har. Men på den anden side tror jeg også, de synes, det er fantastisk at komme ind i den her tidslomme.
Spisestuen i barndomshjemmet har ikke ændret sig siden 1938. Møblerne er 90 år gamle og bruges stadig:
Martin og broderen Carl Bek-Nielsen er opdraget, så de blev klar til at overtage familiens milliardvirksomhed i Malaysia.
Deres skoletid var opdelt med et halvt år i Holstebro afløst af et halvt år i Malaysia, så selv om Holstebro betyder uendeligt meget for Martin, så har han kun boet i byen i sammenlagt 10 år i løbet af de 20 første år af sit liv.
- Vores far var en kontant mand. Hvis han ikke følte, vi havde evnerne og interessen for at drive virksomheden videre, skulle vi ikke overtage United Plantations. Carl var mere målrettet end mig, som lige havde brug for lidt ekstra år og en militærtid, før jeg fandt ud af, at jeg skulle gribe muligheden og dedikere mig. Det er nu efterhånden 30 år siden, siger Martin Bek-Nielsen.
Brødrenes far, Børge Bek-Nielsen, var på alle måder med til at gøre sønnerne til forretningsmænd. Også når de skulle købe tøj:
Martin Bek-Nielsens kærlighed til Holstebro har også fået ham til at købe restauranten Rådhuskælderen, som han netop har fået restaureret. Gennem restauranten er han hovedsponsor for byens fodboldklub, Holstebro Boldklub.
- I min opvækst kom jeg på Rådhuskælderen. Det er fantastisk med den gode danske mad, så jeg købte stedet i 2017. Det er måske lidt nostalgisk, men jeg er utrolig glad for købet, siger Martin Bek-Nielsen, der er glad for, at han på den måde har mulighed for at sige tak for de minder og venskaber, byen har givet ham.
På trods af den milliard-forretning, de driver, er brødrene opdraget til ydmyghed og ansvarlighed.
- Vores far sagde altid, husk mine kære sønner, I står på skuldrene af dem, der kom før jer. Det er ikke ensbetydende med, at I skal kopiere den måde, de har gjort det. Men I skal værne om kulturen og drive virksomheden i nogenlunde samme ånd, husker Martin Bek-Nielsen.
Det betyder konkret, at der i forbindelse med palmeolievirksomheden i Malaysia er plejehjem, skole og hospital, og der bor i alt 10.000 medarbejdere inklusiv familiemedlemmer på plantagen.
Siden 2010 har brødrenes firma, United Plantations, haft et projekt med Københavns Zoo, med fokus på at producere palmeolie i større harmoni med regnskoven og dens dyr. Det er der lavet en dokumentarfilm om, der hedder 'Palmeolie i orangutangernes land'.
I efteråret 2024 var Martin Bek-Nielsen et smut i barndomshjemmet, hvor alt står, som da han var dreng.
Kom med ind i det store gamle hus i hjertet af Holstebro. Mange kender det gule hus udefra - nu har du mulighed for at komme med indenfor.