Bombelignende genstand fundet i hæk
Lokalpolitiet i Silkeborg fik torsdag et opsigtsvækkende opkald. Der var nemlig fundet en bombelignende genstand ved Vandværket i Kjellerup.
Lokalpolitiet fik torsdag eftermiddag klokken 15.00 et telefonopkald, der fik dem til at reagere hurtigt.
- Vi får en anmeldelse om, at der ligger en bombe i en hæk ved vandværket i Kjellerup, siger Peter Justesen, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.
Det var en, der var i gang med at klippe hækken, som opdagede den gemte bombelignende genstand. Der blev hurtigt slået alarm, hvorefter anmelderen sendte politiet et billede af genstanden.
- Den bombelignende genstand var firkantet og på størrelse med en coladåse. På pakken var der vedhæftet en mobiltelefon, hvor der var en del ledninger, som gik ind i pakken, siger Peter Justesen.
Billedet sendte lokalpolitiet et smut forbi EOD, der er Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste. De kunne hurtigt fastslå, at pakken ikke var en bombe, men derimod en vellignende attrap.
- Vi ser med jævne mellemrum, at folk laver rekvisitter til skolen eller til leg. Det kunne meget vel være noget i den kaliber, siger politikommissæren.
Politiet har tidligere været kaldt ud til forskellige sager, hvor børn og unge har skullet lave skoleprojekter, hvor de eksempelvis skulle imitere et bankrøveri eller lignende.
Se her, hvordan det gik, da to skoledrenge i 2022 ville lave en video, der blev lidt for virkelighedstro for deres omgivelser.
Selvom lokalpolitiet tit ser sager som denne, der ikke behøver den store alvor, så var proceduren efter bogen.
- Vi sikrede pakken med det samme og har den nu i varetægt, fortæller Peter Justesen.