Ung kvinde er træt af nedladende kommentarer: - Vi knokler også

Gymnasieelev Laura Appelt savner, at ældre generationer anerkender unges arbejdsindsats.

Gymnasieelev Laura Appelt opfordrer til større respekt for unges pressede hverdag.
Gymnasieelev Laura Appelt opfordrer til større respekt for unges pressede hverdag.
Foto: Privatfoto

19-årige Laura Appelt fra Silkeborg er træt af, at ældre generationer synes, hun er doven.

Det har nu fået hende til tasterne, hvor hun har forfattet et debatindlæg i Jyllands-Posten.

- Jeg savner en anerkendelse af, at vi unge ikke bare ligger derhjemme, siger Laura Appelt til TV MIDTVEST.

Fra forældre og familiemedlemmer må den unge gymnasieelev lægge ører til, at hun ikke ved, hvordan det er at passe et fuldtidsarbejde, for hun er jo ikke voksen.

Det anerkender hun, men hun håber samtidig, at voksne vil forstå, hvilket pres hun lever under som ung. 

- Jeg kan godt forstå, at voksne siger, at jeg ikke ved, hvad de snakker om. Men det går begge veje, siger hun. 

Sociale medier presser

Laura Appelt går til daglig i gymnasiet og passer ved siden af et fritidsarbejde som lukkeansvarlig i Rema 1000 flere gange om ugen.

- Vi burde generelt have mere respekt på tværs af generationer. For vi knokler hver især hårdt. Unge knokler også, siger hun til TV MIDTVEST. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Chefkonsulent ved SDU Rune Mastrup Lauridsen bakker Laura Appelt op. Han har gennem 20 år arbejdet med studerendes motivation og trivsel.

- Jeg vil gerne anerkende, at de unge knokler. Det er pissehårdt at være ung, og der er ikke noget forskning, der kan bekræfte, at de unge er dovne, siger han til TV MIDTVEST.

Forældre har lyttet

Laura Appelt peger også på den digitale udvikling som en stressfaktor i hendes liv, som ældre generationer kan have svært ved at forstå.

- Der er så mange idealer, man skal leve op til på de sociale medier. Jeg føler, at man skal være den tyndeste af de tyndeste, og man skal have ren hud. Ellers er man ikke perfekt, siger Laura Appelt.

Igen kan Rune Mastrup Lauridsen nikke genkendende til det billede, Laura Appelt tegner. 

Laura Appelt peger på sociale medier som en stressfaktor, hendes forældres generation ikke var udsat for.
Laura Appelt peger på sociale medier som en stressfaktor, hendes forældres generation ikke var udsat for.
Foto: Privatfoto

Han peger samtidig på, at ungdomslivet har ændret sig, siden hendes forældres generation var unge.

- De unge har så mange valgmuligheder hele tiden – også på sociale medier – og bruger meget energi på at overveje og mærke, hvad de har lyst til, og hvad, de tror, er det rigtige. Det er et lod for unge mennesker, som ikke var så vildt for 20 år siden, siger han.

Men han køber ikke, at de voksne ikke er opmærksomme på problematikken.

- Der har aldrig været større opmærksomhed på de unges trivsel, siger Rune Mastrup Lauridsen.

Hjemme hos Laura Appelt har hendes egne forældre da også lyttet til hendes kritik og kommer nu sjældnere med kommentarer til hendes arbejdsindsats.

- Jeg synes, det er fedt, at de faktisk tager det til sig i stedet for at afvise mig, siger Laura Appelt.