Niårige Mila donerer pakkekalender: - Den glæde, jeg selv oplever, vil jeg give videre
Mila Kjøge Christensen har lavet en pakkekalender med sager, som hun ikke længere bruger, så nu kan de glæde en anden i juletiden.
Julen varer længe, koster mange penge… for dem der da har råd.
Og netop derfor fik niårige Mila Kjøge Christensen fra Silkeborg idéen til at lave en pakkekalender med 24 gaver af sit eget legetøj.
- Jeg får adventsgaver, og den glæde, jeg selv oplever, vil jeg give videre til andre, som måske ikke har så mange penge, fortæller hun.
Mila Kjøge Christensen afslører, at der i pakkerne er alt fra LEGO og smykker til Barbiedukker og kreative sager.
Alt sammen sager som hun alligevel ikke brugte længere, men som var svære at skille sig af med, fordi de ikke fejlede noget.
- Når jeg ved, at det går til en anden, så er det nemmere at komme af med det, siger den niårige, der til dagligt går i 3. klasse.
Troede flere ville henvende sig
Da Mila Kjøge Christensen havde pakket alle gaverne ind, fik hun sin mor, Lene Kjøge Christensen, til at lave et opslag på Facebook.
I opslaget skrev de, at folk kunne henvende sig, hvis de manglede en pakkekalender.
Opslaget blev mødt med meget kærlighed fra andre Facebook-brugere, der beundrede det gode initiativ. Men i alt var der "kun" fem, der havde skrevet, at de ville have glæde af gaverne.
Et antal som er lavere, end Lene Kjøge Christensen havde forestillet sig.
- Det kan være, at nogle har følt det grænseoverskridende at skrive, fordi nogle måske føler, at de udstiller sig selv ved at bede om hjælp, men jeg ved det selvfølgelig ikke, fortæller hun og tilføjer:
- Vi har været meget påpasselige med, hvordan vi formulerede opslaget, fordi vi ikke vil tale ned til nogle, og vi vil heller ikke udstråle, at vi har overflod af alt muligt, fordi sådan er det heller ikke.
I eftermiddag vælger Mila Kjøge Christensen den, som hun synes, der skal have hendes sager, ud fra de beskeder, som familien har modtaget.