Kort nyt

10. jul 2024 kl. 17:53

Video viser gnaver ved barneseng

Mus og rotter har det tilsyneladende rigtig godt for tiden. I den forbindelse har TV MIDTVEST efterlyst midt- og vestjyder, der har oplevet problemer med gnaverne. Det fik en mor til at sende os en opsigtsvækkende video.


35 minutter siden

Solrig men blæsende søndag i vente

Det ventes at holde tørt det meste af dagen, med en smule tåge søndag morgen i landsdelen. 

Opad formiddagen vil skyerne lette og give mere plads til solen - og i den forbindelse vil det blæse op, og allerede søndag formiddag ventes det at blive ret blæsende.

Om eftermiddagen bliver der sol fra en næsten skyfri himmel med temperaturer mellem 17-21 grader.

Til gengæld blæser det en hel del, og i takt med at solen varmer, bliver vindstødene over land kraftigere. Vinden vil dog aftage i aftentimerne. 

Dagens solskin og kraftige blæst skruer op for strømproduktionen. Læs mere i artiklen nedenfor. 

Kl. 06.45

Gratis strøm i flere timer søndag

Det solrige og blæsende vejr søndag skruer for alvor op for strømproduktionen.

Det resulterer i negative elpriser, som er lavest midt på dagen.


27. jul 2024 kl. 21:49

Frivillig vil hjælpe ensomme unge

Der skal være et sted, hvor man gå hen og være sammen med andre, hvis man er ensom.

Sådan har stifterne af organisationen Ventilen tænkt, da den opstod. Og sådan tænker Sebastian Carlsen fra Herning også.

Derfor går han nu forrest for at få Ventilens Herning-afdeling op at køre igen.

27. jul 2024 kl. 21:08

Brand på stor gård

Lørdag aften udbrød der brand i en stor lade på gården Søvang i Højslev ved Skive.

Der er tale om både en stor gård og en stor lade.

Førstemeldingen til Nordvestjyllands Brandvæsen kom klokken 19.20.

27. jul 2024 kl. 20:43

Dobbelt målscorer: Vi kommer efter det

FC Midtjyllands Oliver Sørensen er sikker på, at holdet nok skal komme i gang for alvor i superligaen efter uafgjort i de to første kampe.

- Det kan godt være, at to point i to kampe ikke er skidegodt, men vi skal nok komme efter det, siger den dobbelte målscorer i lørdagens 2-2-kamp mod FC Nordsjælland til TV 2 Sport.

27. jul 2024 kl. 18:15

Dobbelt målscorer i FCM-deler

Oliver Sørensen blev dobbelt målscorer for FC Midtjylland, da mestrene spillede uafgjort 2-2 på udebane mod FC Nordsjælland.

27. jul 2024 kl. 18:13

Uddannelse efterlyser handling

Modsat mange andre uddannelser er der god plads på pædagoguddannelserne. Alt for god plads. Der mangler simpelthen interesserede studerende - igen i år.

Det viser tallene, efter at der natten til fredag blev offentliggjort tal for uddannelsesoptaget i Danmark.

- Det er frustrerende og bekymrende, slår Susanne Tellerup, der er uddannelsesdekan hos VIA University College, fast.

27. jul 2024 kl. 17:37

Person sidder tæt på motorvejen

Klokken 17.26 lørdag eftermiddag melder Vejdirektoratet om, at en person sidder tæt på køresporet, på tilkørslen til motorvejen mellem Silkeborg og Funder.

27. jul 2024 kl. 16:27

Vaks med haveslangen - forhindrede brand i at brede sig

Nordvestjyllands Brandvæsen fik velkommen assistance, efter at der lørdag eftermiddag gik ild i en carport i et sommerhusområde ved Ulfborg.

- Der var en lokal brandmand, som fik fat på en haveslange, og han slukkede simpelthen branden, før vi nåede frem, roser indsatsleder Mogens Eliassen fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

Den snarrådige indsats betyder, at der kun er begrænsede brandskader.

- Vi kunne blot rose de lokale og køre derfra igen, lyder det fra Mogens Eliassen.

Det er muligvis en ukrudtsbrænder, der er årsag til branden, vurderer indsatslederen.

27. jul 2024 kl. 16:23

Silkeborgenser i aktion på våde veje i Paris

Der var ingen dansk topplacering, da australske Grace Brown lørdag eftermiddag vandt kvindernes enkeltstart i landevejscykling ved OL.

Cecilie Uttrup Ludwig styrtede undervejs på de våde, parisiske veje, mens Danmark bedste bud på et godt resultat, silkeborgenseren Emma Norsgaard Bjerg, blev nummer 14.

27. jul 2024 kl. 15:57

Kan mestrene vinde på kunstgræsset?

FC Midtjylland spiller superligakamp på kunstgræsset i Farum mod FC Nordsjælland.

Følg med direkte via linket herunder.

27. jul 2024 kl. 15:35

Vej spærres i lang tid

Arbejdet med at lave rundkørslen ved Nørreport centralt i Holstebro om til et kryds med signalanlæg kræver nu, at Lægårdvej spærres igen.

Denne gang vil afspærringen gælde fra mandag 29. juli og mere end to måneder frem - helt til 4. oktober.

27. jul 2024 kl. 14:51

Friluftsbad må holde lukket

Bording Friluftsbad må holde lukket lørdag. Det skyldes, at det ikke er lykkedes at finde en frivillig livredder til vagten, oplyser friluftsbadet på Facebook.

Badet er dog åbent for medlemmer, og der er åbent som normalt igen fra søndag.

- Det er desværre sådan, når man er drevet af frivillige kræfter. Så derfor søger vi altid endnu flere frivillige, som kan give et nap med, så vi måske i fremtiden ikke behøver at lukke for andet end dårligt vejr, skriver Bording Friluftsbad.

27. jul 2024 kl. 14:02

Dårligt sommervejr får indendørsaktiviteter til at boome

Det danske sommervejr har igen i år budt på lidt af hvert - men sommerferien har i den grad været præget af regn.

Det nyder de godt af andre steder.

Direktør for Kulturcenter Skive Knud Bjerre, der både har Skive Badeland og biografen Cinema4, melder om stor travlhed denne sommer - og især på regnvejrsdagene.

27. jul 2024 kl. 13:28

Lange udsigter til ny behandling af Alzheimers sygdom

Ventetiden på en ny behandling for Alzheimers sygdom ser ud til at trække i langdrag.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er nemlig blevet frarådet at godkende præparatet Leqembi med antistoffet lecanemab.

Det kan være med til at forsinke lignende behandlinger, vurderer overlæge Kristian Steen Frederiksen ved Nationalt Videncenter for Demens på Rigshospitalet.

- Det er en bekymring hos mig, om vi nu står et sted efter beslutningen, hvor det kan have lidt lange udsigter, før vi får behandlingen til Danmark, siger han.

Ifølge Reuters vil medicinalselskaberne bag Leqembi, Eisai og Biogen, søge om at få anmodningen gennemgået igen.

Herhjemme har cirka 50.000 personer alzheimer. I alt lever 96.000 personer med en demenssygdom. Det viser tal fra Alzheimerforeningen.

27. jul 2024 kl. 11:12

Vinder første heat til OL i svømning

Helena Rosendahl Bach vinder det indledende heat på 100 meter for kvinder i disciplinen butterfly til OL. 

Hun kom i mål på 58, 45 sekunder. 

Hun er desværre allerede slået af fem andre svømmere i andet heat. 

Det er kun 16 svømmere som går videre til semifinalen. Helena Rosendahl Bachs tid er dog ikke nok til at sende hende videre til seminfinalen. 

Efter de sidste af de fire heats er hendes tid 20.–bedst.

27. jul 2024 kl. 10:49

Bilist fastklemt efter trafikuheld

En person er lidt over klokken 10 lørdag morgen kørt galt på Ejstrupholmvej mellem Brande og Ejstrupholm. Der er tale om et solouheld. 

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj. 

- Bilen ligger på siden, og føreren af bilen klager over smerter, siger han. 

Fra vagtchefen lyder det, at chaufføren af bilen kørte med høj fart og derefter kørte af vejen. 

Brand & Redning Midtvest er tilkaldt til ulykkesstedet for at skære den fastklemte fri.

27. jul 2024 kl. 09:16

Gymnasielærere: 7-trinsskalaen skaber negativ præstationskultur

7-trinsskalaen fokuserer for meget på fejl og mangler, når der gives karakterer og bør derfor afskaffes.

Det udtaler Gymnasieskolernes Lærerforening, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Danske Universiteters Uddannelsespolitiske Udvalg i et interview med DR.

Der er for langt mellem de midterste karakterer 4, 7 og 10, og karakteren -3 er unødvendigt barsk, mener de.

- Det skaber et tunnelsyn hen mod karakterer og gør, at de studerende mister modet til at udfordre sig selv fagligt, siger Thomas Kepler, der er formand for de danske gymnasielærere.

Det samme kom en ekspertgruppe frem til i 2020. Den blev nedsat af den daværende socialdemokratiske regering, og den kom med fire konkrete bud på et nyt karaktersystem.

Blandt forslagene var at genindføre 13-skalaen, som blev brugt i Danmark fra 1963 til 2008.

27. jul 2024 kl. 08:26

Lugt af benzin fra kælder

Selvom lugten af benzin ikke er atypisk på en tankstation, så fik det alligevel personalet til at slå alarm, da de kunne lugte benzin i kælderen på en OK tankstation i Herning. 

Det oplyser indsatsleder fra Brand og Redning MidtVest Anders Gjørret.

- I og med at det er en tankstation, er det ikke ualmindeligt, at det lugter af benzin, men det bør det selvfølgelig ikke gøre fra en kælder, siger han.

Indsatslederen oplyser, at der lugtede af benzin i kælderen, men at der ikke var noget tydeligt spild at se. 

OK tanken har nu tilkaldt teknikere, som skal undersøge lugten af benzin. 

27. jul 2024 kl. 07:51

Solrigt vejr i weekenden

Der er meget andet end regn på programmet, når solen lørdag kommer til at skinne vidt og bredt. 

Enkelte steder kan dagen dog starte med lidt skyet vejr, og lokal morgentåge. Sådan lyder det fra meteorolog ved DMI Jesper Eriksen. 

Vind er der heller ikke for meget af, selvom vi dog ikke helt slipper for den. 

Temperaturerne ventes at ligge mellem 17 og 22 grader gennem weekenden. 

Søndag blæser det dog op, og ved kysterne er der mulighed for kuling.