Nanna er bæredygtig skrædder: Flere og flere satser på genbrugte materialer
Både modevirksomheder og forbrugere er blevet meget mere fokuserede på at give nyt liv til det gemte og glemte.
En gammel genbrugsdug syes om til en elegant vest ved Nanna Bauer Nygaard Jørgensens symaskine.
Hun blev uddannet fashion designer på VIA i Aarhus for godt tre år siden, men nu har hun startet op som skrædder og designer i sin egen lille virksomhed i Ræhr ved Hanstholm.
Her er stof fra genbrugsbutikker altid udgangspunktet, når hun sætter sig ved symaskinen eller plantefarver tøj.
- Når jeg designer tøj, vil jeg gerne have, at det er så bæredygtigt, som det overhovedet kan på alle aspekter. Jeg kan nok ikke gøre det 100 procent, men jeg vil gøre det så tæt på som muligt, siger den 26-årige skrædder.
I det nye program af TV MIDTVESTs serie KreaTID fortæller hun om sin passion for at give nyt liv til de gamle materialer.
- Lige siden jeg har været i praktik, så er ideen om, at det skal være bæredygtigt og grønt bare vokset. Måske er det også, fordi jeg er blevet mor. Der skal være et sted, hvor min datter kan vokse op, siger Nanna Bauer Nygaard Jørgensen.
Bæredygtighed trender helt vildt
Den bæredygtige skrædder i Thy er langt fra den eneste, som vælger at gå den grønne vej. Flere og flere kreative iværksættere bruger genbrugsmaterialer i deres virke, fortæller en ekspert.
- Jeg kan bare se, at det trender helt vildt. Det vokser eksplosivt indenfor den genre. Det betyder, at folk bekymrer sig om, hvad de selv kan gøre, siger Anne Louise Bang.
Hun er tekstildesigner og seniorforsker i bæredygtighed og design på VIA University College i Herning.
- Vi ser flere og flere af vores tidligere studerende, der laver deres egen virksomhed med bæredygtighed i fokus. Det, der er så fedt ved det, er, at det er unikt hver gang. De gør det med deres eget take, siger Anne Louise Bang.
Hun ser eksempelvis det bæredygtige fokus i det stigende antal repair-cafeer, der titter frem, hvor folk kan komme ind fra gaden og få repareret ting og sager.
Skrædderierne har også fået en renæssance - særligt i de større byer.
- Skrædderierne vokser og får flere og flere filialer. Det er, fordi folk er opmærksomme på at få repareret deres ting, siger Anne Louise Bang.
Det er gode nyheder for en mindre skræddervirksomhed som Nanna Bauer Nygaard Jørgensens i Thy.
- Det giver også plads til de små iværksættere, der for eksempel tænker genbrugsmaterialer ind i deres arbejde. Det er fedt, at de ikke slår sig til tåls med, at tingene kun er flot i den første fase af forbruget. De laver ofte en form for redesign eller reparation, der tilfører tøjet en ny æstetik, siger seniorforsker Anne Louise Bang.
Tøjet skal kunne tilpasses
Nanna Bauer Nygaard Jørgensens bæredygtige fokus er et opgør med en modeindustri, som ifølge hende masseproducerer tøj i rekordfart - ofte uden at lægge vægt på pasform og lang levetid.
- Når man købte skræddertøj i gamle dage, var der et par centimeter ekstra i bukserne, så hvis man blev lidt tykkere, kunne man sy det lidt ud. Det ser man ikke mere, medmindre man køber habitbukser, fordi de bliver skræddersyet.
- Det skal være muligt at kunne tilpasse tøjet, som årene går, så holder det også længere. Det prøver jeg virkelig at fokusere på, siger Nanna Bauer Nygaard Jørgensen.
Skrædderen reparerer kundernes tøj, så de kan bruge det mange år endnu, og det er der mange, der har fået øjnene op for.
- Jeg kan allerede mærke nu, at jeg får næsten mere ind, end jeg kan nå, siger hun.
En af de faste kunder er Philip Hahn-Petersen fra Hanstholm. Hun afleverer jævnligt bukser og andet tøj, der skal lappes eller lægges op.
- For mig giver det mening af hensyn til miljøet og klimaet. Der er produktion af tøj og tekstil en stor belastning. Men det er lige så meget fordi jeg godt kan lide mit tøj. Det er dejligt at have noget tøj man holder af, der bare bliver flottere og flottere med tiden, siger Philip Hahn-Petersen.
Se hele KreaTID-programmet nedenfor - og kom med i KreaTID-fællesskabet på Facebook.