Flemming er phillumenist: - Målet var bare at få samlet så mange som muligt
I sin samling af tændstikæsker har Flemming Henningsen over en halv million, hvis alle tælles med.
Man kan samle på alle mulige ting i denne verden. Hvis man samler på én bestemt ting, er man en phillumenist.
Det er Flemming Henningsen, fordi han samler på netop tændstikæsker. Da han var dreng i 1960’erne prøvede han først at samle på frimærker, mønter, sodavandsetiketter og øletiketter, men intet af det slog for alvor igennem. Så kom tændstikæskerne ind i billedet.
- Målet var bare at få samlet så mange som muligt fra så mange forskellige lande som muligt, fortæller Flemming Henningsen om forkærligheden til de små æsker.
Nu er samleren 66 år, og på den tid, hvor han har samlet, er det blevet til en hel del.
I sin samling har han sorteret 155.000 enheder, men hvis han tager de usorterede eksemplarer og dem, han har to af med, runder samlingen en halv million.
En klassikker startede det hele
Af den halve million var det en ganske særlig – set med danske øjne – æske, der startede det hele.
Det var nemlig den klassiske Tordenskjoldæske.
Den var også grobund for, at han og nogle kammerater, der også samlede på æskerne, kunne udvide samlingerne.
- Hvis vi så nogle udenlandske biler, var vi henne for at høre, om de havde nogle tændstikæsker, de ville bytte. For så havde vi nogle nye Tordenskjoldæsker med, de kunne få, siger Flemming Henningsen.
Spildprodukt
For Flemming Henningsen er tændstikæskerne en hobby, der har taget fart. Men ser man lidt nærmere på det, er det slet ikke det hele, han kan bruge.
Når han får en ny æske, følger der ofte indhold med – tændstikker. Dem kan han dog ikke bruge til noget som helst, for han ryger ikke og har heller aldrig gjort det.
Så tændstikkerne ryger videre.
- Dem giver jeg til nogle, der har en brændeovn, griner han.
Verdensomspændende
Så vidt Flemming Henningsen ved, er han den eneste i Midt- og Vestjylland, der samler på tændstikæskerne. Men det er han langt fra på verdensplan.
Han er medlem af en samlerforening og tager til messer, når sådan nogle bliver stablet på benene.
De æsker, han har i sin samling, stammer derfor fra hele verdenen. En del af samlingen har han købt af en mand i Australien.