Mildt efterårsvejr med få byger og nogen sol venter forude
Den kommende uges vejr bliver efterårsagtigt, men "ikke helt håbløs", lyder prognosen fra DMI.
Mandag skal lige overstås. Men så bliver vejret faktisk ikke helt så efterårsagtigt, som man kunne frygte baseret på ugens første dag.
Sådan lyder prognosen fra Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det starter gråt og regnfuldt ud, men overordnet set bliver ugen præget af et mildere efterårsvejr, hvor der også er plads til solskin, siger han.
Mulighed for nattefrost sidst på ugen
Mandagens grå skyer med dertilhørende regn trækker østover fra morgenstunden og passerer hen på eftermiddagen. Det er særligt de sydlige og østlige egne, der bliver påvirket af regnen. Derfor kan dele af landet få tørvejr og måske lidt sol.
Det bliver dog akkompagneret af relativ kraftig blæst fra nordvest, lyder det fra den vagthavende meteorolog.
Mandag bliver på trods af blæsten den varmeste dag i ugen med temperaturer mellem 12 og 15 grader.
- Tirsdag og onsdag vil der være færre udsving i vejret, og det bliver et ikke helt håbløst efterårsvejr. Men det vil opleves køligere, siger Henning Gisselø.
Temperaturer mellem 10 og 13 grader er normalen i resten af hverdagene, hvor en strømning fra vest og nordvest giver koldere vinde. Men fælles for ugens sidste dage er sporadisk skydække med mulighed for sol.
- Men de koldere vinde slår igennem om natten, og der er faktisk god mulighed for, at vi allerede natten til lørdag kan få den første nattefrost, lyder det.
Alt i alt bliver det dermed en mild efterårsuge med blandede vejrtyper.
/ritzau/