Smugling af ulovligt fyrværkeri slår rekord: Lokale politistationer svømmer i anmeldelser
Toldstyrelsen melder om rekordmange beslaglægninger af ulovligt fyrværkeri, mens Midt- og Vestjyllands Politi også har belagt betydelige mængder. Men folk ved ikke, hvor hårdt fyrværkerisager straffes, siger lokalpoliti.
- Vi får en gudsvelsignelse af den slags anmeldelser lige nu, siger Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning.
- Vi fik ti anmeldelser på fyrværkeri i går, og i dag har jeg ikke tal på det, fortsætter han.
Det brager ind med anmeldelser om fyrværkeri, som enten skydes af på en måde, som er til fare for andre, handler om ulovligt fyrværkeri eller decideret hærværk, som for eksempel at sprænge en postkasse.
Hærværk og flere hundrede kanonslag
Alene det seneste døgn er fire postkasser sprunget i luften af fyrværkeri i Ringkøbing og Videbæk, fortæller politiassistent Martin Bjerg.
Men der har også allerede været mange anmeldelser om ulovligt fyrværkeri, fortæller han.
- 1. juledag havde vi en ung mand på 16 med 13 kanonslag og tre bomberør. Det var på Park Allé i Skjern, og den slags anmeldelser har vi haft flere af over julen. Vi har også taget folk, som kører rundt i biler og kaster krudt ud af vinduet, fortæller Martin Bjerg.
Tidligere på måneden fandt Lokalpolitiet i Holstebro også 400 kanonslag hos en 30-årig mand i Holstebro, mens en 21-årig fra ringkøbingenser kort før jul fik beslaglagt 45 kanonslag fra sin bil.
Smugler-rekord
Samtidigt med, at politiet i Midt- og Vestjyllands Politikreds hver dag får anmeldelser, om fyrvækeri af den ene eller anden art, fortæller Toldstyrelsen om en rekord.
Rekordmeget ulovligt fyrværkeri er forsøgt smuglet til Danmark i år. Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
I alt har styrelsen tilbageholdt 1.734 kilo ulovligt fyrværkeri fra 1. januar 2022 til 26. december 2022. Det er den største mængde nogensinde beslaglagt på et enkelt år, lige så længe som Toldstyrelsen har registreret mængden af beslaglagt, ulovligt fyrværkeri.
Det er særligt i pakker hos post- og kurervirksomheder at tolderne finder alt fra kanonslag, batterier og knaldfyrværkeri til røggranater, romerlys og nødraketter, og mange af pakkerne er afsendt fra Østeuropa, skriver styrelsen.
- De seneste år er mængderne vokset og vokset, og nu sætter vi for andet år i træk en kedelig rekord. Man sætter sin eget og andres helbred i fare, når man køber ulovligt fyrværkeri, fordi fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til regler for produktsikkerhed, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund. Han opfordrer til, at man i stedet køber ved de godkendte salgssteder i Danmark.
Hver anden vil have strammere regler
For otte år siden blev der indført nye regler for affyring af fyrværkeri, så det nu kun er tilladt at affyre fyrværkeri i perioden fra den 27. december til den 1. januar. Men ifølge en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige, mener hver anden dansker, at affyringsperioden burde forkortes yderligere.
Det skyldes blandt andet hensyn til kæledyr og risikoen for personskade, men også grunde som miljø og klima begyndt at veje tungere, skriver Gjensidige i pressemeddelelsen om undersøgelsens resultater.
Ikke kun ulovligt fyrværkeri
Anmeldelserne om fyrværkeri handler både om sprængte postkasser, kanonslag og 'affyring til ulempe', fortæller politiet.
- Det er blandt andet folk, der fortæller at nu bliver der fyret kanonslag af. Det er svært for os at rykke ud på lige umiddelbart. Når krudtet er sprunget, så er det også væk, siger politikommissæren i Herning, Erik Kristensen.
I Thisted handler anmeldelserne ligeså meget om fyrværkeri, som bliver håndteret uforsvarligt, eller skydes af midt om natten i et boligkvarter.
- 'Fyrværkeri til ulempe', betyder bare, at folk er trætte af det og kontakter politiet. Det kan være mennesker, som gerne vil have sin nattesøvn, hvem vil ikke det, og så tager vi måske vi ud og snakker med dem om at gøre det på et andet tidspunkt, siger Peter Søndergård fra Lokalpolitiet i Viborg.
Giver plet på straffeattesten
I Thisted peger politiassistent Henrik Jensen på, at anmeldelserne ikke nødvendigvis er om ulovligt fyrværkeri, men uforsvarlig håndtering, som kan være mindst lige så alvorligt.
- Det kan blive straffet med straffeloven, med voldsbestemmelser og paragraf 252 om at volde nærliggende fare for andres liv eller førlighed. Vi kan kun opfordre til, at folk tænker sig rigtig godt om inden man fyrer krudt af, siger Peter Søndergård.
I Ringkøbing er flere postkasser det seneste døgn sprunget i luften - og det kan give klækkelige bøder, siger politiassistent Martin Bjerg.
- Vi havde en den anden dag, hvor der var en, der så det og genkendte ham, og så fik han en sigtelse for hærværk og anvendelse af ulovligt fyrværkeri. 2000 kroner for fyrværkeriet og alt efter hvad postkassen har kostet, så er der også en bøde for hærværket. Hvis postkassen eksempelvis koster 1000 kroner, mener jeg, at man får 2000 i bøde, og så skal postkassen i sig selv jo også erstattes, påpeger han.
- Hvis man bliver fanget med fingrene i kagedåsen, så får man - udover en større bøde - også en plettet straffeattest, siger Martin Bjerg.
Men apropos kagedåse, så har politiassistenten dog ét godt råd til postkasseejere, som er nervøse i nytårstiden.
- Man skal jo gerne kunne lade sine ting stå ude, uden at der sker hærværk, også til nytår, men man kan jo holde øje med sin postkasse og sætte en kagedåse med vand i i bunden af postkassen, og så undgår man, at den sprænger i hvert fald, siger Martin Bjerg.