Efter to år på posten: Her er det værste ved at være borgmester

TV MIDTVEST har talt med to af landsdelens nyeste borgmestre.

Midvejsvalg nye borgmestrem

Siden 2021 har byrådene i kommunerne taget beslutninger om alt fra cykelstier til ældrepleje. 

To kvinder er nye i spidsen for hver sin kommune, og det fører både gode og knap så gode ting med sig. 

- Der er gået to år allerede, og det har gået enormt stærkt. Men jeg følte mig klar til at gå ind på borgmesterkontoret, selvom det også er overvældende og et rigtig stort ansvar, siger Dorte West (V), der fredag deltager i TV MIDTVEST debatarrangment i Herning.

Hun overtog borgmesterposten allerede før kommunalvalget i 2021, efter Lars Karup gik fra posten efter 20 år som bykonge i Herning.

Nu står Dorte West ved roret, og det er ikke altid været en dans på roser. 

- Efter to år står jeg lidt mere sikkert på posten, end ved mit første budgetforslag, siger hun. 

Det er socialdemokratiske Helle Gade enig i. I 2021 blev hun valgt som borgmester for Silkeborg Kommune, og hun er glad for nu at have to års erfaring med sig. 

- Det er noget nemmere at gå ind på kontoret i dag, end det var i starten, indrømmer hun. 

3:57
I 2021 var TV MIDTEVST med på helle Gades første arbejdsdag som borgmester i Silkeborg Kommune.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Vi skal huske os selv på, at vi ikke er alene

De to borgmestre er enige om, at der er mange glæder ved at have et spændende job som borgmester i en midtjysk kommune. 

Men der er også ting, som er knap så sjove. 

- Det sværeste er, når der er beslutninger, som berører vores serviceniveau. det er nemmere at dele penge ud, end at skære. Men det ansvar har vi jo også, siger Dorte West, og Helle Gade tilføjer: 

- Når du er borgmester er du den øverste i kransekagen, men det er ikke ensbetydende med at det er let. Der skal jeg huske mig selv på, at jeg er en del af et byråd, og jeg skal dele både min ros og min ris ud til flere. Vi borgmestre står ikke alene, det skal vi huske på. 

Det sværeste er familien

Helle Gade har skiftet en noget mindre offentlig hverdag som kirketjener i Voel Kirke ud med borgmesterposten. 

I den er hun en offentlig person - og deri ligger noget af det sværeste ved hendes job, fortæller hun. 

- Min familie er også underlagt en form for offentlighed, fordi jeg er en offentlig person. Det synes jeg, har været det sværeste. Dem forsøger jeg virkelig at værne om, siger Helle Gade. 

Det er Hernings borgmester, Dorte West, enig i. 

- Når der for eksempel har været besparelsesrunder, noget som berører befolkningen, og det er svære beslutninger, så går snakken også ude i byen. Der er det vigtigt for mig, at sige til min familie, at de ikke skal forsvare mig derude - det er politiske beslutninger, siger Dorte West og tilføjer: 

- Når der bliver skrevet noget på sociale medier, så er det ikke noget, der går mig på, men jeg er nødt til at tage hensyn til min familie, som også læser med. 

1:07

Det bedste er at skifte bleer 

Selvom nogle beslutninger er hårde at tage, så er der også rigtig gode dage som borgmester. 

- At man kommer ud og møder borgerne i forskellige sammenhænge, det er rigtig sjovt, siger Dorte West, og Silkeborgs borgmester, Helle Gade, stemmer i:

- Det bedste er det, at komme ud at møde medarbejderne i øjenhøjde. Når jeg er i "praktik" ude i vores kommune, og for eksempel skifter bleer på børn i en daginstitution, passer ældre på plejehjem eller er på vores ydelseskontor - det får jeg rigtig meget ud af, siger Helle Gade.