Kendt kok deltog i arrangerede slåskampe for penge

Anders "Kuk" Kristensen kiggede rundt i lagerhallen på havnen i Struer. Han var klar.

Stole var sat op i en cirkel. Over 100 tilskuere stod bag stolene. I midten var der bart betongulv.

Anders "Kuk" Kristensen havde vundet alle de arrangerede slåskampe, som han tidligere havde deltaget i. Han følte sig rolig omkring at skulle gennemføre endnu en.

Der blev stille i hallen, og kampen gik i gang.

Men efter få sekunder gik det op for Anders "Kuk" Kristensen, at slåskampen var anderledes end de forrige.

Så fik han blod i øjnene, og pludselig kunne han ingenting se.

Større end alle andre

39-årige Anders "Kuk" Kristensen deltager i den nye sæson af TV 2-programmet 'Fem fede kokke'. Han har over 90.000 følgere på TikTok, han har sin egen coachingvirksomhed, og så var han indtil for kort tid siden køkkenchef og medejer af den aarhusianske gourmetrestaurant Ghrelin.

Men før han kunne kalde sig kendt gourmetkok, så var han ude at vende dér, hvor han ikke kunne mærke sig selv, med mindre han gav eller fik bank, og der hvor det kræver noget helt særligt at komme tilbage.

Anders "Kuk" Kristensen er vokset op i det, han kalder en tryg kernefamilie. Far, mor, bror og søster boede i den lille by Vildbjerg udenfor Herning, som er kendt for sin kærlighed til fodbold.

Anders "Kuk" Kristensen har altid vidst, at han og hans familie var store.

- Jeg var højere end alle andre, jeg var stærkere end alle andre, jeg var tykkere end alle andre, siger Anders "Kuk" Kristensen.

Allerede i børnehavealderen var han et halvt hoved højere end de fleste. Og lige så langt tilbage som Anders kan huske, har både hans far og mor vendt de ekstra centimeter til noget positivt. Hans far sagde til ham: "Vi er store, så vi kan hjælpe andre", husker han.

Hænderne er ødelagt

Anders "Kuk" Kristensen kigger på sine hænder, mens han fortæller sin historie. Han holder en kop te med den ene hånd og studerer den anden. Den er stor og ser ru ud. Han er to meter høj, karseklippet og har en sort sweatshirt på.

Han vrænger lidt på næsen, så hans briller med de røgfarvede glas glider lidt længere op. For når han ser på sine hænder, mindes han ikke rare ting. Når han ser på sine hænder, så ser han i glimt, hvad hænderne har gjort.

- Jeg ser for mig, hvordan de er smurt ind i andres blod, siger han.

Han er ikke glad for sine hænder. Og han har smerter i dem hver dag.

- Der er slået så mange flier af mine knoer, at de simpelthen ikke er almindelige mere. Og selve fingrene er jo simpelthen bøjede og sidder ikke helt rigtigt, siger han og viser hånden frem.

Når han knytter hånden, er der ikke nogen knogler, der stritter op, der hvor knoerne normalt gør det. Fingrene er skæve, og huden er glat på en måde, som ved første øjekast ser almindelig ud, men som også ligner ét stort ar.

En god stregspiller

Anders "Kuk" Kristensen havde svært ved at finde sin plads i skolen. Han var ikke glad for det boglige, og han havde svært ved at sidde stille.

- Når jeg var i skolen, lykkedes jeg ikke. Jeg kunne ikke stave og læse, og jeg var ikke den populære. Jeg var ikke én, folk ville lege med, så jeg følte mig akavet. Jeg følte ikke, at jeg var rigtig, siger han.

Han kompenserede ved at være "meget aktiv i skolegården".

- Jeg blandede mig i alt, og det gav nogle knubs. For eksempel når dem fra 7. klasse tog vores bold, da vi gik i 4. klasse, var det mig, der gik hen og sagde: "Aflever den bold tilbage", siger han.

At få og give tæv blev ikke fremmed for unge Anders. For hvis nogen mobbede én, han kunne lide, så gik han hen og lagde sig imellem.

Anders "Kuk" Kristensen havde det, han selv kalder en udadreagerende adfærd. Og han havde svært ved at tolke og tøjle sine impulser.

Men allerede i de tidlige barndomsår begyndte han at spille håndbold, og det fandt han ud af, at han var god til. Som stregspiller var det godt at være stor og have ekstra muskler. Han havde en rolle. Han passede ind på banen.

- Håndboldbanen var der, hvor det spillede for mig. Det var et sted, hvor jeg følte mig tilpas og fik små succeshistorier hele tiden. Det gjorde mig tilfreds med mig selv, siger han.

Håndbold blev derfor en stor ting for Anders "Kuk" Kristensen op igennem hans opvækst, og da han blev teenager, spillede han på så højt niveau, at drømmen om at blive professionel var realistisk.

Og han husker, at flere danske klubber havde samme opfattelse. Men der var et problem. Anders "Kuk" Kristensens knæ bestod ikke prøverne, som klubberne foretog, når de skulle finde nye spillere. Der var ikke nok brusk i hans knæ, og selvom han ingen gener havde på daværende tidspunkt som 16-17-årig, så ville skaderne opstå inden længe, mente eksperterne.

Det betød, at Anders "Kuk" Kristensen kunne vinke farvel til den eneste ting, som han virkelig havde følt, at han excellerede i. Den ting, som han fandt identitet og selvværd i.

Og det startede en rigtig skidt spiral, som blev Anders "Kuk" Kristensens liv i årene efter.

Alkohol, stoffer og slåskampe

Anders "Kuk" Kristensen flyttede hjemmefra i de år, hvor det begyndte at stå klart for ham, at hans drøm om en karriere indenfor håndbolden ikke var mulig.

Og som en reaktion på at gå igennem den enorme skuffelse, og efterfølgende også blive afvist af samme årsag i militæret, begyndte han at mærke en ligegyldighed og apati.

- Jeg begyndte at søge alkoholen, at søge stofferne og søge det miljø, hvor den slags var tilgængeligt, fortæller han.

Og i det miljø fandt han ud af, at der stadig var én ting, som han var god til: At slås.

- Jeg kunne ikke mærke mig selv. Det var kun, når jeg deltog i en slåskamp, at jeg kunne mærke et eller andet, siger han.

Han begyndte at gå i byen for at opsøge slagsmål og mærke adrenalinen suse.

- Jeg kunne finde på at tage ud klokken et torsdag aften i Holstebro og sætte mig og drikke en øl på en bar og vente på, at der var en, der sagde noget eller gjorde noget, som jeg ikke syntes var gentleman-agtig.

Det kunne være en, der tog fat i en pige, eller en, der sagde noget grimt til en bartender. Og så involverede Anders "Kuk" Kristensen sig i det, fortæller han.

Blev "spottet" af en dørmand

Da Anders "Kuk" Kristensen var 19 år gammel, lagde en dørmand en nat mærke til, at den unge fyr var god til at slås.

En fuld mand havde angrebet dørmanden med en smadret flaske, og ifølge Anders "Kuk" Kristensen så det ud til at kunne blive farligt for dørmanden.

- Jeg blandede mig ikke til at starte med, men til sidst tog jeg ved ham med flasken og kylede ham flere meter hen ad jorden for at få det stoppet, siger Anders "Kuk" Kristensen.

Bekendtskabet med dørmanden blev indgangen til en lukket kreds, hvor folk i det kriminelle miljø mødtes for at slås – såkaldte cagefights. De er ulovlige i Danmark.

Og Anders "Kuk" Kristensen husker tydeligt sin første kamp.

Begyndte at slås for penge

Første gang Anders "Kuk" Kristensens deltog i et cagefight-arrangement, var det meningen, at det skulle være som tilskuer. Men en af dem, der skulle slås, var ikke mødt op, og så meldte Anders "Kuk" Kristensen sig.

Modstanderen var en meget, meget stor fyr, husker Anders "Kuk" Kristensen.

- Han vejede nok 130-140 kilo, var i starten af fyrrerne, og jeg var 19-20 år gammel. Jeg husker helt tydeligt hans hånd. Altså hans fingre var så tykke. Jeg har aldrig set noget lignende, og han havde hår ned på fingrene.

Selv er Anders "Kuk" Kristensen to meter høj, men dengang vejede han en del mindre end modstanderen, vurderer han i dag.

Anders "Kuk" Kristensen vidste, at målet var ikke at blive ramt af den store næve.

- Jeg måtte komme ind på ham og så egentlig bare prøve at få fat i ham om kroppen og så klemme alt, hvad jeg overhovedet kunne, og så håbe på at jeg kunne klemme længere tid, end han kunne holde, husker Anders "Kuk" Kristensen.

Det lykkedes.

De efterfølgende år gik Anders "Kuk" Kristensen derhjemme uden en retning i sit liv. Han deltog i arrangerede slagsmål og cagefights for at tjene penge.

Det var en destruktiv tid. Til trods for det skete der også gode ting i den periode.

Han fik en kæreste, som læste jura, og hans slåskampe stod i skarp kontrast til det liv, som han kunne se, hun var ved at bygge op.

Når Anders "Kuk" Kristensen skal fortælle om sin allersidste cagefight, får han det dårligt. Han har aldrig rigtig fortalt nogen om den. Han har prøvet at glemme den.

Den sidste kamp

Anders "Kuk" Kristensen får en smag af jern i munden, når han husker tilbage på sin sidste cagefight.

Han har egentlig prøvet at glemme den, og det er ikke rart at tale om den dag i lagerhallen på havnen i Struer. Stolene var sat op i en cirkel, og tilskuerne skulle stå bag stolene.

Anders "Kuk" Kristensen ved, at der ankom mellem 100 og 150 mennesker, og at de spillede penge på, hvem der ville vinde kampen.

Han husker ikke, da kampen gik i gang, men han husker meget tydeligt, da det første slag ramte, som fik hans øjenbryn til at åbne sig.

- Jeg fik blod i øjnene, og jeg kunne ikke kan se ham. Så blev jeg bange, og det bliver jeg ikke særlig tit, siger Anders "Kuk" Kristensen.

Normalt tager en cagefight under et minut. Men denne kamp blev ved og ved.

De to mænd blev ved med at slå på hinanden uden at nogle af dem kunne afslutte kampen. Derfor føltes den så voldsom og resulterede i så store skader på begge mænd.

Efter omkring fire minutter slog Anders "Kuk" Kristensen sin modstander ud med en uppercut.

Aldrig havde han været så ilde tilredt efter en slåskamp.

Hans næse var brækket, tænder var slået løs, begge øjenbryn var flækkede, og knoen på den ene langefinger stak ud.

Han blev kørt på hospitalet, men han ønskede ikke at få mere behandling end at blive syet, og han løj om årsagen til de store skader. Han ønskede ikke at være til besvær på hospitalet. Han ville gerne bare væk og hjem.

Stoppede på grund af kæresten

Vejen ud af cagefighting-miljøet blev den kæreste, som Anders "Kuk" Kristensen havde på daværende tidspunkt. Hun var ved at uddanne sig til jurist, og Anders ønskede ikke at hans færden i det problematiske miljø skulle blive en hæmsko i hendes karriere.

Samtidig var han begyndt at lede efter et job. Og det gik ikke nemt, når han dukkede op med et blåt øje og en ødelagt læbe.

- Jeg begyndte bare at skamme mig lidt over det egentlig. Nu var det jo ikke så sejt, at man gjorde det her. For hvis man gerne ville ud i den virkelige verden og have et job og bidrage til samfundet, så nyttede det jo ikke noget, at man så sådan ud, siger Anders "Kuk" Kristensen.

Han kontaktede kommunen, der kunne se, at han i sine teenageår faktisk havde gennemført et grundkursus for kokke, og derfor kunne han søge en lærerplads.

Det blev starten på Anders "Kuk" Kristensens vej ud af de arrangerede slåskampe og det miljø, som der fulgte med. Og det blev starten på hans karriere indenfor gourmetgastronomi.

Ønskede ikke at gøre folk ondt

Over de 2,5 år, hvor han var en del af cagefighting-miljøet, deltog han i 19 cagefights i alt. Han vandt dem alle, fortæller han.

Når han husker tilbage på tiden "i miljøet", er der nogle ting, som er vigtige for ham at få sagt.

- Jeg havde aldrig lyst til at gøre folk ondt. Jeg havde lyst til at stoppe de slagsmål, som jeg deltog i, siger han.

Men det var både ulovligt, og der var nogle mennesker, som fik nogle ret seriøse bank. Hvad tænker du om det?

- Når man går ind i det bur, så er man enige om, hvad der skal ske. Så på den måde har jeg ikke været oppe at slås med nogen, som ikke ønskede det, siger Anders "Kuk" Kristensen.

Han lægger vægt på, at han aldrig havde lyst til eller ønskede at gøre folk ondt.

- Det var ikke positivt. Det var ikke konstruktivt, siger han og fortsætter:

- Det er klart, at jeg er ikke stolt af at fortælle om det, fordi jeg synes, at det er en afstumpet måde at leve sit liv på.

Men selvom at han ikke altid er stolt over den del af fortiden, så lægger han vægt på, at den slags oplevelser også er nuancerede. At der altid er både positive og negative sider ved en oplevelse.

Og han fortryder det ikke. Han har også fået gode ting med fra tiden med slåskampene.

- Det har givet mig en god portion selvtillid, en dyb forståelse af mig selv og en tryghed i selv farlige situationer, siger han.

Hænderne kan gøre gode ting

I dag er det lidt over 15 år siden, at Anders sloges i sin sidste cagefight.

For to år siden fik han en søn med sin kone Stephanie, og i starten af 2025 afslørede han, at han har valgt at træde tilbage fra sin rolle i restaurant Ghrelin, hvor han tidligere var medejer og køkkenchef.

Det har han gjort for at få mere tid til det, der er vigtigst for ham.

Nemlig familien. Den betyder alt.

Og at blive far har været en omvæltende oplevelse.

Han kan huske en af de første gange, hvor han stod med sin lille nøgne søn i armene, da sønnen lige havde været i bad. Han kiggede ned på sine hænder, der holdt om den lille dreng.

Og der skiftede noget inde i ham.

Hans hænder kan passe på sønnen Storm. De kan holde ham, de kan bade ham, de kan passe på ham.

Det er også gode hænder.

Se 'Fem fede kokke' på TV 2 Fri tirsdag klokken 20.40 og på TV 2 PLAY.