Tilflytter råbte op om tomme løfter: Har stadig ikke fået, hvad hun blev lovet
Sofie Brunsgaard flyttede til Hygum for et stærkt lokalsamfund, som hun blev lovet af Lemvigs borgmester. Det føler hun bestemt ikke, hun har fået.
Ikke meget har ændret sig, siden TV MIDTVEST besøgte Sofie Brunsgaard for to måneder siden.
- Som udgangspunkt er der ikke noget, der har ændret sig, og vi har råbt højt siden september, at vi ikke var tilfredse med, at de ville lukke skolen og generelt afvikle lokalområderne i kommunen, siger hun.
Det hele startede ellers så godt. På en bustur for medicinstuderende arrangeret af Lemvig Kommune faldt Sofie Brunsgaard pladask for borgmesterens salgstale.
- De lovede os, at Lemvig Kommune ikke kun var byen, det var også lokalsamfundene rundt om, og jeg vil næsten citere borgmesteren fra dengang: "Vi skal gøre det, vi er gode til, og det er lokalsamfundene", siger hun.
Derfor tog hun også beslutningen om at flytte tilbage til sin hjemstavn sammen med sin familie.
Den drøm viste sig dog hurtigt at krakelere.
- Jeg er blevet lovet noget, jeg ikke har fået. Vi har købt og renoveret en ejendom et sted, vi havde håbet, var noget, men som ikke var det alligevel, siger hun.
Skole står til at lukke
Til Sofie Brunsgaards store overraskelse står Klinkby Skole, der skulle være hendes børns fremtidige hverdag, til at lukke.
Forslaget er sendt i anden høring af et enstemmigt byråd.
- Lige da valget blev taget, følte jeg mig vanvittig snydt, og det var en kæmpe mavepuster for os som familie. Vi følte lidt, at det hele væltede om ørene på os. Hvad skal det blive til, og hvad skal det ende med. Vi kan nok heller ikke komme af med det her, siger hun og henviser til den ejendom, som familien nu har købt i Hygum.
Sofie Brunsgaard fortæller, at hvis familien havde vidst, at skolen var lukningstruet, havde den kigget andre veje.
- Jeg syntes, det var attraktivt, da skolen ikke skulle lukke. Nu synes jeg ikke, det er så attraktivt længere. Jeg kan godt forstå, der ikke er nogen børnefamilier, der vil flytte herud, hvis det er, siger hun.
Erik Flyvholm (V), borgmester i Lemvig Kommune, har tidligere kaldt det "træls", at politikerne skal lukke skoler.
- Men vi er i den situationen, at børnetallet er faldet. Derfor er vi nødt til at kigge på strukturen, har han tidligere sagt til TV MIDTVEST.
Ville have børnene på en lille skole
Politikerne kan spare omkring 4,8 millioner kroner årligt fra 2025, hvis man lukker skolen i Klinkby.
- Det er altid trist at miste en skole, men der er kun fire kilometer til nærmeste skole, har Erik Flyvholm tidligere sagt til TV MIDTVEST.
De ekstra kilometer til skole for Sofie Brunsgaards børn er ikke problemet.
- Vi har valgt at bo i et lille lokalsamfund, fordi vi gerne vil have vores børn på en mindre skole. Vi er slet ikke interesserede i, at mine børn skal ind på den store skole inde i byen, understreger hun.
Det er heller ikke skolelukningen, Sofie Brunsgaard er mest frustreret over.
- Jeg er ikke politiker og sidder med tallene, men det er mere det med, at der bliver sagt noget og gjort noget andet. Så skal man bare lade være med at love noget, man ikke kan holde – for selvfølgelig skal det gå op, siger hun.
Drømmen lever videre i en friskole
Sofie Brunsgaard har nu valgt at tage sagen i egen hånd, og sammen med andre lokale ildsjæle har de kastet kræfter i at få stablet en friskole på benene. En skole, som skal kunne erstatte Klinkby Skole, hvis det ender med, at skolen lukker til sommer.
Har du opgivet drømmen om Klinkby Skole?
- Ja, det har jeg, og så har jeg fået en drøm om en friskole, der giver nogle andre muligheder og et bedre bud, end det, der har været, siger hun, men slår også fast:
- Jeg er stadig skuffet, for jeg har ikke fået det, jeg blev lovet - jeg har til gengæld fået en masse ekstra arbejde, for at den skal blive kørende.
Sidst i november begynder indskrivningen af børn til den kommende friskole.
I TV MIDTVEST 19.30-udsendelsen onsdag aften sættes der fokus på bosætning og skolestruktur. Her har borgmester Erik Flyvholm (V) mulighed for at svare på Sofie Brunsgaards kritik.
Se med, når ugens tema Midtvejsvalg kulminerer på Herning Bibliotek fredag eftermiddag. Du kan følge arrangementet live på TV MIDTVEST Play.