Ingen troede på, hun var syg: Imens gjorde Maria sig klar til at dø af sit smertehelvede

Da Maria Elise Andreasen er 13 år, får hun sin første menstruation. 

Midt under gymnastiktimen i skolen får hun ondt. Rigtig ondt. 

Hun ved godt, at det er nu, hun og de andre piger begynder at få menstruation, og at der med det også følger nogle smerter. 

- Det var vel normalt?, husker Maria, at hun tænkte. 

Men hun havde alligevel aldrig forestillet sig, at det ville gøre så ondt. 

Så 13-årige Maria går til lægen og får ordineret p-piller, som skal udsætte hendes cyklus.

- Hos lægen fik jeg at vide, at jeg bare skulle være glad og stolt af alle de smerter, jeg havde, for det betød bare, at jeg kunne få børn i fremtiden, fortæller Maria Elise Andreasen.

-Jeg tror, at jeg har endometriose

Som 15-årig blev Maria Elise Andreasen gjort opmærksom på en sygdom, hvis symptomer lignede hendes. 

Hendes faster led af sygdommen endometriose, en betændelsestilstand, hvor væv, som det, der sidder i slimhinden i livmoderen, også sidder uden for livmoderen - for eksempel på æggestokkene, bughinden eller tarmene. 

Fasterens sygdom vækker genklag i Maria. Det er dét, hun må fejle. 

Men selvom hun, efter eget udsagn, flere gange spørger vagtlæger og egen læge, om det kunne være endometriose, hun fejler, bliver muligheden fejet af bordet. 

- Jeg fik at vide, at det hele så godt ud, så det kunne ikke være det, fortæller Maria Elise Andreasen.

- Jeg frygtede hver eneste menstruation. Jeg fik stærke smertestillende, og det havde simpelthen ingen effekt. Det kunne lige tage toppen, så jeg kunne holde ud at sidde op, men ellers kunne jeg ingenting. Det var dage, man ikke ønsker selv for sin værste fjende. 

I dag er Maria Elise Andreasen 24 år og tænker tilbage på et teenage- og ungdomsliv, som ikke rigtig var et liv.

For livet var fyldt med ulidelige smerter, da hun ikke vidste, hvad hun fejlede, forberedte hun sig på at dø, da hun var hårdest ramt.

Specialist: Det er en "lumsk" sygdom

I 2022, da Maria Elise Andreasen havde levet med sygdommen i 10 år, fik hun det endog endnu værre. 

Denne gang kunne den 23-årige Maria hverken spise, drikke eller gå. 

- Jeg kastede op 15-20 gange om dagen, jeg kunne ikke holde noget væske i mig, fortæller Maria Elise Andreasen. 

- Det endte med, at jeg måtte gå med rollator, fordi jeg simpelthen ikke kunne gå selv. 

Hun blev indlagt ad flere omgange, men uden at lægerne kom frem til en årsag til hendes smerter.

Til sidste kunne Maria Elise Andreasen ikke ligge på hospitalet mere. Hun ville hjem, også selvom hun ikke var rask. 

- Men den dag jeg udskrev mig selv, mødte jeg en ny læge. Han insisterede på at se mig dagen efter, og så ville han tage en specialist med, husker Maria Andreasen. 

Specialisten hed Maja Lundegaard Iversen og er overlæge på klinik for Kvindesygdomme på regionshospitalet i Gødstrup. 

- Hun nøjedes med at mærke på mig, og så vidste hun, det var endometriose, fortæller Maria Elise Andreasen. 

- Det var en kæmpe lettelse. 

Ifølge Maja Lundegaard Iversen er diagnosen endometriose ikke nem at stille. 

- Der er nogle kvinder, hvor vi finder det tilfældigt ved, at vi er inde og kigge efter noget helt andet. Andre kan have den mindste lille bitte prik, som vi hverken kan se på scanning, men først ser, når vi laver en undersøgende kikkert-operation, hvor vi kigger ind i bughulen. Det kan være det mindste lille fund, der kan gøre, at de har voldsomme smerter. Så det er en lumsk sygdom på den måde, forklarer overlægen. 

Overlægen og Maria Elise Andreasen er begge en del af TV MIDTVEST serien 'Mit fucked up underliv', som handler om livet med den "lumske" sygdom. 

Behandlet med "kunstig overgangsalder"

2022 blev begyndelsen på bedring for Maria Elise Andreasen. 

Siden hun var 13 år, har hun forsøgt at påvirke sin cyklus - og dermed sygdom, med p-piller og minipiller. Ingen af delene havde en effekt, så da diagnosen blev stillet, måtte en kraftigere behandling til. 

Maria Elise Andreasen fik en behandling, som midlertidigt satte hendes krop i overgangsalder og stoppede hendes cyklus. Ikke længe efter fik hun også en operation, hvor lægerne skulle fjerne noget af det væv, som skaber smerterne. 

En del af hendes tarm og en del af blæren blev fjernet, og Maria Elise Andreasens æggeleder, som var klistret sammen af endometriosevæv, blev rettet ud. 

Men sygdommen er kronisk, for selvom lægerne kan fjerne vævet ved operation, kan det komme tilbage. I Maria Elise Andreasens tilfælde var det ikke muligt at fjerne alt væv ad én omgang. 

- Jeg skal nok til endnu en operation en dag i fremtiden, konstaterer Maria Elise Andreasen, som i dag har fået sin hverdag tilbage. Hun har stadigvæk smerter under menstruation og af og til ondt i underlivet - også uden for menstruation. Men smerterne er til at leve med. 

Først efter det lange forløb ind og ud af sygehuse igennem hele Marias ungdom, opdagede den 23-årige pige, at der var noget, hun havde mistet på vejen. 

Pakkede følelser og veninderne væk 

- Mens jeg var syg, var det som om, at mine følelser har været pakket væk, fortæller Maria Elise Andreasen. 

- Jeg kunne ikke holde ud at snakke med nogen, og jeg kunne ikke være i kontakt med nogen. Jeg lå bare sammenkrøllet i sofaen og snakkede med min mor i maks. to minutter om dagen, fortæller Maria. 

Hun beskriver hele perioden som "utroligt svær" for kæresten Andreas, som hun samtidig havde brug for ved sin side. 

Da smerterne var værst, var hun helt afhængig af hjælpen fra sine nærmeste, sin mor, sin kæreste og svigerforældre. 

- Jeg har følte mig forkert, fordi jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg var afhængig af, at der hele tiden var et andet menneske hos mig, fortæller Maria.

Selvom hun gerne ville være social, har den lange sygdomskamp i teenageårene kostet på vennefronten. 

- Det er først efter, jeg fik sygdommen diagnosticeret, at det gik op for mig, at der var en årsag til, at jeg ikke var så social, og at jeg har været meget indelukket. Jeg har egentlig gerne villet min veninder, men overskuddet har bare ikke været der, fortæller Maria. 

I løbet af årene har hun taget en uddannelse - men med meget fravær. Det store fravær har gjort det svært for hende at holde fast i et arbejde, og selv efter sygdommen er kommet i bero oplever hun, at det er svært at få et arbejde, hvis man har en kronisk sygdom med sig.

- Jeg har fået at vide af arbejdsgivere, at de er bange for, at de "ikke kan regne med mig", fordi jeg har en sygdom, fortæller Maria Elise Andreasen. I dag kan hun smilende fortælle, at hun har fundet en arbejdsplads: 

- De accepterer mig, og der kan jeg være ansat også med min sygdom, fortæller hun.