Ølstrup årets landsby i regionen

Udvalget for regional udvikling i Region Midtjylland har besluttet, at Ølstrup bliver årets landsby i Region Midtjylland i 2014.

oelstrup.jpg

Landsbyen Ølstrup kan det næste år pryde sig med titlen "Årets Landsby i Region Midtjylland 2014". Det har Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland netop besluttet.

I praksis skal udvalgets beslutning godkendes af regionsrådet senere på måneden, men det er en formalitet, og derfor kan landsbyen allerede nu godt begynde at fejre sejren, fortæller formanden for regionens udvalg for regional udvikling, Poul Erik Christensen til TV MIDTVEST. Med prisen følger 150.000 kroner.

289 indbyggere, der gør en forskel

Ølstrup, der ligger mellem Ringkøbing og Videbæk, vinder fordi, udvalget finder, at de bare 289 indbyggere i landsbyen er lykkedes med at skabe et stort engagement i byen og stå sammen om en plan, der rækker mange år ud i fremtiden", siger Poul Erik Christensen.

Det har betydet, at Ølstrup i dag kan nyde godt af, at byen både har en daginstitution, en friskole og en Dagli'Brugsen. Der er også etableret to søer i byen, hvoraf den ene har både badebro og strandsand fra Vesterhavet. Syv store byggegrunde på en tønde land hver er det også blevet til - og en ny boldbane. Og alt sammen er fint vedligeholdt af et korps af pensionister.

Befolkningsfremgang

Endelig falder valget også på Ølstrup, fordi borgernes indsats har medført en befolkningsfremgang på 46 personer i løbet af de seneste fem år. En procentuel fremgang på 19. Blandt tilflytterne er dels børnefamilier og dels udenlandske medarbejdere, der har fået job på den lokale betonvarefabrik, skriver Region Midtjylland.

Landsbyen arbejder iøvrigt på et nyt multihuset til 18 mio. kroner, hvoraf de 14,5 mio. allerede er sikret - blandt anden gennem private donationer.