Bager hopper med på populær trend og laver cookies med Dubai chokolade

Ejvinds Bageri håber på at lokke nye kunder til med deres luksuriøse cookies.

0:36
Her kan du se TV MIDTVESTs reporter Trine Schmidt prøvesmage cookien.

Dubai chokolade har de seneste måneder været her, der og alle vegne. 

Den luksuriøse chokolade, der består af mælkechokolade, sprødstegt kataifi og  pistaciecreme, har taget de sociale medier med storm. 

Og i Ejvinds Bageri i Hvide Sande har de valgt at hoppe med på trenden. 

Bageriet har nemlig lavet deres egne cookies, der er fyldt med Dubai chokolade inden i. 

- Vi så, at det gik viralt på TikTok, og så tænkte vi, at det skulle vi prøve. Og det var godt, at vi gjorde det, for det er blevet vores bedst sælgende cookie nu, siger Henrik Munkholm, der er administrerende direktør i Ejvinds Bageri.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

TV MIDTVESTs reporter Trine Schmidt, der aldrig har smagt Dubai chokolade før, testede selv cookien. 

- Jeg kan godt forstå, at folk godt kan lide dem. Det smager virkelig godt, fortæller hun. 

Sendes land og rige rundt

I skrivende stund er der lige knap 200.000 opslag med #dubaichocolate alene på TikTok. 

Chokoladen er blandt andet blevet kendt for sin høje pris på op imod 200 til 300 kroner pr. plade. Der findes dog også varianter til lavere priser.

Den nye cookie hos Ejvinds Bageri koster 42 kroner i butikken og 49 på hjemmesiden, og de bliver sendt afsted til både ind- og udland. 

- Vi får kun positive tilbagemeldinger. Så det er blevet rigtig, rigtig sjovt for os, siger Henrik Munkholm.