Brand på genbrugsplads blussede op igen

Branden i Tandskov er ved at udvikle sig til fast arbejde for Midtjysk Brand & Redning.

For anden dag i træk blev der meldt om brand på den midtjyske genbrugsplads.
For anden dag i træk blev der meldt om brand på den midtjyske genbrugsplads.
Foto: 24-7 News

Midtjysk Brand & Redning måtte tidligt onsdag morgen endnu engang køre til genbrugspladsen i Tandskov mellem Kjellerup og Silkeborg, fordi der stod flammer op fra en af de store affaldsbunker.

Genbrugspladsen var natten til tirsdag ramt af en større brand, og det var formentlig gløder dybt nede i affaldsbunkerne, der fik branden til at blusse op igen.

- Det var ikke så voldsomt som første gang, men ellers var det bare at begynde forfra. Vi fik hurtigt kontrol over flammerne, og folkene fra genbrugspladsen hjælper nu med at sprede dyngerne, så vi kan komme i bund med slukningen, fortæller indsatsleder Lasse Magnussen.

Der venter nu brandfolkene et par timer med efterslukning, og så håber indsatslederen, at arbejdet kan erklæres helt overstået.

- Men der er ingen garanti for noget som helst. Det skal så lidt til, før det kan blusse op igen, så det kan sagtens være, at vi skal herud en gang mere, siger han.

 
 
Foto: 24-7 News
0:31
Natten til tirsdag udbrød der brand på genbrugspladsen i Tandskov mellem Kjellerup og Silkeborg.