Kommune forskelsbehandler: Ulige støtte truer idrætscenters eksistens
Idræts og Kulturcentret i Ans er truet af lukning. En uvildig rapport dokumenterer, at Silkeborg Kommune forskelsbehandler de selvejende haller, når det gælder kommunalt tilskud.
En strid med Silkeborg Kommune truer med at trække tæppet væk under Ans Idræts og Kulturcenter.
Hallen kigger igen i år ind i et stort underskud og har i årevis kæmpet for et højere tilskud fra Silkeborg Kommune. Og en revisionsrapport, bestilt af kommunen, viser, at andre haller får markant mere i støtte.
- Der er ikke lighed for loven. Det er ufatteligt. Jeg er skuffet, frustreret og forundret over, at det kan få lov til at passere, siger centerleder i Ans Idræts og Kulturcenter, Axel Olsen.
- Andre sætter meget, meget mere af til lønninger, end vi gør. Og så går det udover mit retfærdighedsgen. Det bliver jeg simpelthen pikeret af, supplerer han.
Får over en halv million for lidt
Ifølge rapporten får Ans 550.000 kroner for lidt i årligt tilskud sammenlignet med de øvrige selvejende haller. Men kommunen vil ikke hæve tilskuddet med mere end 25.000 kroner om året de næste fem år.
Derfor nægter bestyrelsen i Ans nu at skrive under på en ny lejekontrakt, før der bliver rettet op på ulighederne.
- Vi kan jo ikke acceptere det som bestyrelse, at vi binder os for de kommende fem år velvidende, at det vil give underskud hvert eneste år på op mod en halv million. Det ville være uansvarligt at skrive under på, siger Jens Fahlberg, der er formand for centeret.
Politikere vil udligne langsomt
Politikerne i Silkeborg har aftalt at ulighederne skal ujævnes langsomt ved at flytte tilskudskroner fra de rigeste til de fattigste haller.
- Jeg håber og tror på, at vi i fremtiden får endnu mere ensartethed blandt vores selvejende haller, fordi jeg synes, at det er rimeligt, at man som borger i Silkeborg Kommune kan forvente nogenlunde samme serviceniveau, siger formanden for kultur-, fritids- og idrætsudvalget i Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard (RV).
Er det tids nok?
Men spørgsmålet er, om det er nok til at redde centret i Ans, der i år styrer mod et underskud på 300.000 kroner. Det er brugerne bekymret for.
- Det er det, folk snakker om, og der er en reel frygt for, at centeret lukker ned, siger en af brugerne, Peter Lindhard.
Frygten er ikke blevet mindre efter, at centerchefen har smidt håndklædet i ringen. Efter ni år i jobbet stopper han med udgangen af september.
- Jeg kan bare mærke, at nu skal det stoppe. Jeg håber, at kommunen kan få øjnene op for, hvilken konsekvens det kan give. Der er mennesker bag de her tal, siger Axel Olsen.