Uheld spærrer motorvej - sukkervæske skal spules af kørebanen
OPDATERET: Ingen er kommet alvorligt til skade, men den siruplignende væske skal spules væk fra vejen, og det kommer til at tage noget tid.
En bil er mandag middag kørt op bag i en tankvogn med 26.000 liter sukkeraffald fra spritproduktion, som nu er smurt ud over et tilkørselsspor til motorvejen ved Hårup øst for Silkeborg.
Uheldet er sket i et tilkørselsspor ved Borgdalsvej i vestgående retning, og motorvejen skal nu spærres, så redningsmandskabet kan få plads til at spule den brunlige væske væk.
- Det kommer til at tage noget tid. Jeg vil tro, at det godt kan tage minimum en time. Måske mere, forklarer vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
To hjemmeværnsfolk er tilkaldt. De skal sammen med en skiltevogn dirigere trafikken, så længe rengøringen af motorvejen finder sted.
Smerter i hoften
Umiddelbart har uheldet ikke medført alvorlig personskade, men føreren af bilen, der er kørt op bag i lastbilen, har klaget over smerter i hoften.
Derfor skal han til tjek på sygehuset.
Mens oprydningsarbejdet foregår, er kun ét af sporene åbent på motorvejen.
Sukkeraffaldet - der har konsistens som en tynd form for sirup - bliver i øvrigt blandet i gylle, inden det køres ud på marken. Lækagen er ikke til gene for miljøet.