De unge væltede ind: Sådan vil de gøre festival mere bæredygtig

Torsdag var den gamle trælasthandel forvandlet til et stort event. Årets Green Innovation Week løb nemlig af stablen - og det med besøg af 2400 unge mennesker fra nær og fjern.

0:44
Signe Fischer og Laura Rolighed var kommet fra Aarhus for at blive lidt klogere.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Miljø og klima.

Vi hører efterhånden om det nærmest hver eneste dag, og fremgangen synes til tider minimal.

Fremtiden skal sikres, og for at det kan ske, skal unge tage faklen - og det var de i den grad interesseret i, da Green Innovation Week torsdag samlede 2400 unge mennesker fra hele landet i Skive.

Både fra lokale byer som Skive og Viborg, men også studerende fra Aalborg, Odense og Aarhus havde taget turen til det midt- og vestjyske.

- Vi er kommet forbi i dag, fordi vi skal arbejde med at gøre Skive Festival mere bæredygtig og se, hvordan de kan få flere bæredygtige løsninger ind. Så er vi kommet her for at få noget inspiration til det og snakke med forskellige virksomheder, om de vil samarbejde med os, fortæller Signe Fischer, der til daglig studerer digital design på Aarhus Universitet, inden hun bliver flankeret af sin studie-veninde.

- Vi har jo valgt at komme her, fordi vi kommer til at lave mange design-løsninger, og med den verden vi lever i, er det virkelig vigtigt, at de løsninger er gode for verden, siger Laura Rolighed.

Stof til eftertanke

Eventet i Skive har også bragt mange bæredygtige virksomheder til byen for en dag. 

Dem kunne de besøgende få en snak med, ligesom der var både foredrag, oplæg, smagsprøver på bæredygtig mad og lidt mere praktiske muligheder, hvis man ønskede at bruge sine hænder og viden.

Og viden er netop også noget af det, som Green Innovation Week handler om. Arrangørerne ønsker nemlig, at gøre de unge klogere på alle de muligheder der er for dem i fremtiden - noget to drenge fra Salling Efterskole tog til sig.

- Vi er blevet klogere på en hel del, føler jeg. For eksempel, hvordan man kan lave olie af plastikaffald, og hvordan man kan bruge VR (virtual reality, red.) mere og bedre, siger Tristan Pedersen.

Og selvom nogle unge nok ville synes en dag fyldt med læring om klima, miljø og bæredygtighed kunne være en kende uinteressant, så er det ikke tilfældet for efterskoleeleverne.

- Jeg synes, der er meget at lave. Der er mange forskellige stande, og man kan prøve noget nyt hele tiden. Hvis man vælger ikke at gide det, så ville jeg synes det var kedeligt, men hvis man udforsker, prøver og se de nye ting, så synes jeg det er fedt, fortæller Rasmus Eriksen.