Fire ansatte på Skive Kaserne er fyret på grund af stoffer

Sidste år kom det frem, at ansatte i Forsvaret havde købt kokain. Sagen har nu ført til fire afskedigelser.

Flere ansatte er blevet fyret fra Skive Kaserne efter at have købt kokain.
Flere ansatte er blevet fyret fra Skive Kaserne efter at have købt kokain.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Flere ansatte fra Ingeniørregimentet på Skive Kaserne er blevet afskediget som direkte konsekvens af en narkosag fra november sidste år.

Det oplyser Forsvaret på sin hjemmeside.

Siden november er 34 ansatte ved Ingeniørregimentet i Skive blevet sigtet i sagen. I december lød det, at 29 var sigtet.

Da skrev TV Midtvest, at de da 29 sigtelser gik på, at de ansatte skulle have købt kokain.

Sagen har nu fået konsekvenser for flere ansatte. Fire er ind til videre blevet afskediget som direkte konsekvens af omgang med euforiserende stoffer. En enkelt ansat har fået en skriftlig advarsel.

Desuden er flere sager stadig under behandling.

- Når man trækker i uniformen, påtager man sig et særligt ansvar, og samfundet stiller med rette store krav til os, der bærer uniform.

- I hæren har dine handlinger konsekvenser, og det ser vi også nu, hvor omgang med euforiserende stoffer har medført afskedigelse af flere medarbejdere, siger chefen for Hærkommandoen generalmajor Michael Lollesgaard i nyheden på Forsvarets hjemmeside.

Behandler flere sager

Forsvaret oplyser, at Forsvarets Efterretningstjeneste fortsat behandler sager fra politiet, som kan have betydning for, om en ansat kan opretholde sin sikkerhedsgodkendelse.

Godkendelsen er nødvendig for at kunne arbejde i Forsvaret.

Sigtelserne af de ansatte i Forsvaret kom i forlængelse af den efterforskning, der i november førte til fængsling af syv personer relateret til den omfattende narkohandel i Skive.

Midt- og Vestjyllands Politi har gennem længere tid efterforsket en gruppe personer, som ifølge politiet har skabt utryghed i Skive.

Utrygheden er kommet til udtryk ved, at politiet har modtaget en række henvendelser fra borgere om personer, der har en fremturende adfærd i bybilledet. Der har dog ikke været tale om deciderede anmeldelser af kriminalitet.

Gruppen er kendt som "Porsche-banden", fordi flere af medlemmerne kører rundt i leasede biler af mærket Porsche.

Medlemmerne af gruppen er fortrinsvis unge mænd med mellemøstlig baggrund. Tidligere gik de under navnet "McDonalds-gruppen".

I forbindelse med fængslingen af de syv kom det frem, at politiet ville sigte op mod 275 personer for køb af kokain.

2:26
29 soldater fra Skive Kaserne er sigtet for at have købt kokain af Porschebanden i den store narkosag - hvor syv medlemmer med tilknytning til banden i november blev varetægtsfængslet for at sælge store mængder kokain.

/ritzau/