Mand knuste vindue med en pil - og så skete der noget endnu mere mærkeligt

Det endte med to sigtelser til en 47-årig mand.

Pil igennem vindue Colourbox Claus Klok
Foto: Colourbox / Grafik: Claus Klok, TV MIDTVEST

En politisag, der involverer bue og pil, er usædvanlig nok i sig selv. Men faktisk bliver det endnu mere mærkeligt for lokalpolitiet i Skive. For da man rykker ud til en borger, som har fået en pil skudt ind gennem sit vindue, tager det hele en uventet drejning.

Men det hele begynder med en henvendelse til politiet tirsdag formiddag fra en forskrækket mand.

- Han ringer og siger, at hans hus bliver beskudt med bue og pil, fortæller politiassistent Niels Bach.

Da politiet når frem, konstaterer man ved selvsyn, at en pil har smadret ruden i et vindue og nu hænger fast i et gardin.

Politiet opsøger herefter naboen, som er en 47-årig mand. Han erkender med det samme, at det er ham, der har affyret pilen.

- Han forklarer, at han lige har anskaffet sig det her sæt bue og pil, og at han har skudt til måls efter nogle coladåser. Og så er en af pilene kommet på vildspor, beretter Niels Bach.

Manden sigtes for hærværk. Men dermed er besværlighederne ikke slut for ham.

Fanget på video

- Samtidig med, at vi er ude ved denne mand, er en anden af vores kollegaer ved politiet ved at se noget videoovervågning igennem fra nogle tyverier. Videovervågningen viser en mand, der stjæler ting, som borgere har afleveret hos Kirkens Korshær i byen.

- Den kollega, der er i gang med at se på de her videooptagelser, genkender så manden på videoen som manden med bue og pil, fortæller Niels Bach.

På den måde ender det med to forskellige sigtelser til den 47-årige, som også erkender at stå bag tyveriet hos Kirkens Korshær.