Amerikansk gymnasielærer om Trumps sejr: - Danskerne ligner nogen, der tror, verden er gået under

Den amerikanske statsborger Joseph Stanly DeVoir fra Holstebro ser kun muligheder efter, at Donald Trump har vundet det amerikanske valg.

Joseph Stanly De Voir er håbefuld ovenpå dagens resultat af det amerikanske valg
Joseph Stanly De Voir er håbefuld ovenpå dagens resultat af det amerikanske valg
Foto: Benjamin Nielsen Hald, TV MIDTVEST

Til daglig arbejder Joseph Stanly DeVoir på Struer Statsgymnasium, hvor han underviser i filosofi, samfundsfag og historie. 

For ham kom det overhovedet ikke som en overraskelse, at amerikanernes valg faldt på Trump.

- Han er nok den dygtigste republikanske præsidentkandidat nogensinde. Han har formået at vinde samtlige befolkningsgruppers støtte, siger Joseph Stanly DeVoir.

Gymnasielæreren forstår godt, at den republikanske præsident har vundet stort over Kamala Harris. Han mener nemlig, at mange amerikanere forbinder Trump med en tidligere økonomisk stabilitet.

- Mange amerikanere havde bedre økonomi, da Donald Trump var præsident sidste gang. Så den økonomiske usikkerhed i dag har - for mig at se - spillet en kæmpe rolle, fortæller Joseph Stanly DeVoir. 

Donald Trump har formået at samle forskellige befolkningsgruppers stemmer, som han ellers er blevet kritiseret for at have udtalt sig imod.

- Vi kan bare se på tallene. Han har vundet flertallet af de latinamerikanske stemmer, samt stemmer fra LGBT+ miljøet, siger Joseph Stanly DeVoir.

Frygten i danskernes øjne

Resultatet kunne så småt konkluderes tidligt onsdag morgen. Danskernes ansigtsudtryk, da svaret var klart, kom bag på Joseph Stanly DeVoir.

- De ligner nogen, der tror, verden er gået under, siger den amerikanske gymnasielærer, som mener, at medierne bærer en stor del af skylden. 

- 95 til 100 procent af dækningen vedrørende Trump er negativ i Danmark, siger Joseph Stanly DeVoir.

Ifølge amerikaneren er der dog ingen grund til bekymring. Han mener, at folk bør tage en slapper og se igennem ord og mere i retning af handlinger.

- Donald Trump er nok den fredeligste præsident, som USA nogensinde har haft. Jeg stemte i sin tid på Barack Obama, og troede fuldt ud på hans evner. Men jeg blev så skuffet over, hvor meget krigsførelse han var med til, siger Joseph Stanly DeVoir.

USA var i krig i begge perioder, Barack Obama sad som præsident i Det Hvide hus.

Joseph Stanly De Voir tror på, at Donald Trump kan blive enden på nogle af de internationale konflikter, verden står overfor lige nu. Derfor ser han heller ikke skævt til, at Trump vil stoppe alt økonomisk støtte til Ukraine.

- Jeg tror på, at Donald Trump vil handle på konflikterne i stedet for bare at give økonomisk støtte, siger Joseph Stanly DeVoir.