Bil totalskadet efter groft hærværk

Hærværk mod bil
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Det gik voldsomt for sig på Stationsvej i Bedsted natten til lørdag, da flere gerningsmænd begik hærværk på en mindre personbil.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at gerningsmændene slog på bilen med golfkøller og sprayede maling på den.

- Man vurderer, at bilen er totalskadet, fortæller vagtchef Simon Stage.

Hærværket blev anmeldt klokken 03.39. Vidner så gerningsmændene forlade stedet i to biler, som det lykkedes de tilkaldte betjente at få standset. Dermed er fire personer - tre kvinder og en mand - nu sigtet, men dermed er det ikke slut.

Politiet mener, at to yderligere personer deltog i det grove hærværk. 

- Vi har navnene på dem, så de kan lige så godt selv henvende sig, siger vagtchefen.

Han ønsker ikke at udtale sig nærmere om gerningsmændenes motiv, men man kan tydeligt se, at der er skrevet svin på bilen.

- Det er vi opmærksomme på, og det indgår i sagen, siger vagtchefen.

Ingen af de sigtede er blevet anholdt med henblik på at blive fremstillet i et grundlovsforhør, idet politiet har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve dem varetægtsfængslet. 

Det bliver lokalpolitiet i Thisted, der tager sig af den videre efterforskning.

Der ligger en golfkølle i nærheden af den smadrede bil.
Der ligger en golfkølle i nærheden af den smadrede bil.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST