Jens mødte smadret søbad på sin daglige badetur: - Det gør mig så irriteret

Nu skal Jens og de andre fra vinterbadeklubben klæde om udenfor.

Jens Christian Ibsen ærgrer sig over, at faciliteterne må lukke efter hærværk.
Jens Christian Ibsen ærgrer sig over, at faciliteterne må lukke efter hærværk.
Foto: Privatfotos
Opdatering

  • Artiklen er opdateret med kommentar fra Thisted Kommune.

Affald på græsset. At raseret toilet. Et omklædningsrum, hvor flere skabslåger er blevet flået ud.

Hver morgen nyder Jens Ibsen en forfriskende dukkert ved Søbadet i Thisted, før han tager på arbejde. Men lørdag morgen var helt anderledes for Jens Ibsen.

Her var hans stambadested blevet hærget.

- Det er jo irriterende, at det bliver splittet ad, for vi bruger det til at klæde om og bruger toiletterne, siger Jens Ibsen.

Han er en del af Thisted Vinterbadeforening og bruger hver dag faciliteterne ved Søbadet. 

Efter hærværket er bygningerne blevet lukket, og det går ud over vinterbaderne og andre fredelige gæster, som bare gerne vil nyde vandet og hygge sig i omgivelserne, påpeger Jens Ibsen. 

Derfor lagde han en række billeder på Facebook i håb om at give gerningspersonerne dårlig samvittighed og starte en samtale i byen om problemet med hærværk. 

Søbadet Thisted hærværk 8
Foto: Privatfoto

- Der er brugt rigtig mange penge på at gøre det godt dernede, og så skal man bruge de penge igen på at renovere det. Det er det, der irriterer mig. Det kan ikke passe, at man kan være bekendt at efterlade det sådan, siger Jens Ibsen. 

Men ifølge vinterbaderen Jens Ibsen er det ikke første gang, der har været problemer med hærværk ved Søbadet, siden det den nye badebygning blev indviet 4. august 2022.

- Vi havde også en episode sidste år, hvor nogen havde skidt i skabene, men siden har vi ikke oplevet noget så slemt som det i weekenden, siger Jens Ibsen, som ærgrer sig meget over, at omklædningsbygningerne nu er lukket af. 

- Det betyder, at jeg skal stå udenfor og klæde om, og det er da lidt træls. 

Det betyder dog ikke, at den vandglade Thisted-borger dropper sit daglige dyp inden arbejde, slår han fast. 

Anmeldt til politiet

Jens Ibsen vil ikke spekulere i, hvem der står bag hærværket, men håber, at opslaget kan hjælpe med at finde frem til de rette, eller i det mindste bare nogen, som kender dem, der står bag hærværket.

Han har også talt med en repræsentant fra kommunen, fortæller han, men ikke meldt hærværket til politiet. Det har Thisted Kommune til gengæld. 

Det oplyser driftsleder ved Park og Vej i Thisted Kommune, Kurt Bennedsgaard. 

- Det er alvorligt, når der er tale om hærværk inde i omklædningsrummet. Vi oplever af og til, at folk ikke kan ramme skraldespanden, og at der er problemer med støj og affald på udendørsarealerne, men det her er mere alvorligt, siger han. 

Kommune vil sætte skilt op 

Kurt Bennedsgaard bekræfter, at Søbadet tidligere har haft en episode, hvor ukendte gerningspersoner har skidt i skabene i omklædningsrummet. 

- Der blev gjort rent, og så håbede vi på, at folk kunne lære at opføre sig ordentligt, siger driftslederen. 

Derfor sætter kommunen snart et skilt op, oplyser Kurt Bennedsgaard, med regler for brug af faciliteterne. 

- Der kommer ordensreglement op dernede, for at politiet bedre håndhæve regler, forklarer driftslederen.

Han kan ikke oplyse, hvad der præcis kommer til at stå på sådan et skilt. 

Han ryster på hovedet over, at kommunens rengøringspersonale gentagne gange er kommet til tilsvinede faciliteter - men lørdagens hærværk kalder han for "skræmmende".

- Det er tankevækkende, at man ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv.

- Man skal huske, at det er rigtig mange mennesker, man ødelægger noget for. Man er velkommen til at bruge tingene, og det er dejligt, de bliver brugt, men det er under forudsætning af, at man behandler faciliteterne ordentligt, siger Kurt Bennedsgaard. 

- At man så ikke kan behandle kommunale bygninger på samme måde, som man gør med sine ting derhjemme, er skræmmende.