Klem ballerne sammen: Kommune lukker halvdelen af sine offentlige toiletter
Fremover skal man holde sig lidt længere, når man befinder sig i Thisted Kommune. Her vil man nemlig spare, og det gør de blandt andet ved at lukke en stor del af kommunens offentlige toiletter.
Turisterne elsker naturen i Thisted Kommune, men fremover skal de sørge for at tisse af hjemmefra. Kommunen vil nemlig lukke en række af kommunens offentlige toiletter.
Onsdag skal byrådet tage stilling til, om 18 af kommunens offentlige toiletter skal lukkes permanent. Sagen er allerede blevet behandlet og stemt igennem af et flertal i kommunens Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalg.
Brian Nielsen fra Nye Borgerlige var det eneste medlem af udvalget, som stemme imod forslaget.
- Vi bryster os af, at vi har en natur, der kan rumme turister, men hvis de ikke kan komme på toilet, når de er her, er det da pinligt, siger Thisteds byrådsmedlem fra Nye Borgerlige Brian Nielsen.
Udover de 18 toiletter, som udvalget permanent vil lukke, så skal yderligere otte toiletter lukke i vinterhalvåret. Med den plan kan kommunen i runde tal spare én million kroner.
- Man risikerer jo, at folk bare holder ind og bruger naturen som toilet, og det bliver da noget værre svineri, siger Brian Nielsen.
Hans udvalgskollega, Joachim Plaetner Kjeldsen fra Alternativet, mener ikke, der er brug for så mange offentlige toiletter.
- Der er ingen grund til at bruge ressourcer og penge på at holde dem kørende. Selv når de er lukket, så er der fortsat gode muligheder for at komme på toilet – også på de lidt længere strækninger, siger han.
Og til spørgsmålet om, om det kommer til at ramme de mange turister, som hvert år besøger kommunen, lyder svaret:
- Det er noget vrøvl – der er masser af toiletter stadigvæk, og jeg er slet ikke bekymret for, at det kommer til at gå ud over turismen, siger Joachim Plaetner Kjeldsen
I stedet mener han, at man skal give lokalsamfund og lokale foreninger lov til selv at stå for de offentlige toiletter, hvis de vil.