Mænd faldt gennem stillads: Virksomheder modtager strakspåbud
Arbejdstilsynets undersøgelser viser, at de to mænd faldt gennem stilladsets dæk i fire meters højde.
En faldulykke fra et stillads har udløst flere strakspåbud.
Det viser en aktindsigt, som TV MIDTVEST har fået fra Arbejdstilsynet.
Strakspåbudene relaterer sig til en ulykke i centrum af Thisted 26. juni.
Her faldt to mænd ned gennem et stillads på Havnestræde, mens de var i færd med at udføre noget tagarbejde.
Stilladset var syv meter højt, har politiet tidligere oplyst. Arbejdstilsynets undersøgelser viser, at de to mænd faldt gennem stilladsets dæk i fire meters højde.
Ulykken har nu resulteret i strakspåbud til virksomhederne Den Bette Tømrer og stilladsleverandør Tom Støvlbæk Nielsen.
Arbejdstilsynet begrunder blandt andet påbuddene med, at murerstilladset ikke var opstillet, så det kunne anvendes ”sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt”.
I dokumenterne fra Arbejdstilsynet fremgår det, at de to mænd faldt ned gennem stilladset da det dæk, de stod på, gav efter.
Dækket bestod af traller, der er smalle træplader med slidser. Da trallerne mistede understøtningen, gik det ifølge Arbejdstilsynet galt.
Tilsynet anser det for sandsynligt, at bøjninger i stilladset betød, at trallerne ikke var understøttet korrekt.
Umiddelbart efter ulykken blev den ene af de to tilskadekomne fløjet til Aalborg Universitetshospital, mens den anden blev hastet samme sted hen med ambulance.
Arbejdstilsynet har påbudt de to virksomheder henholdsvis at sikre og sørge for, at stilladset ”er opstillet, så det kan anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt”.
Indehaveren af Den Bette Tømrer, Henrik Grube Overgaard, har ikke haft mulighed for at medvirke i artiklen på grund af de skader, han har pådraget sig ved ulykken.
Stilladsleverandør Tom Støvlbæk Nielsen ønsker ikke at udtale sig om sagen til TV MIDTVEST.
Tagarbejdet er nu genoptaget.
Arbejdstilsynet vil nu vurdere, om der er grundlag for at melde virksomhederne til politiet. Det er fast praksis i sager med alvorlige arbejdsulykker.