Brian tævede alle de andre - nu er salget stukket helt af

Succes i frikadellekonkurrence har øget salget markant. Flere måtte i sidste uge gå forgæves, så Frikadellekongen er gået i køkkenet igen.

ktw685vy
Foto: Privatfoto + Grafik: TV 2 Østjylland

Det var egentligt ikke meningen, at der skulle produceres flere frikadeller i denne uge, men da TV2 Østjylland fanger Brian Flink Pedersen på telefonen, er han i fuld sving ved stegepanden.

Brian Flink Pedersen er indehaver af Pølsemageriet i Silkeborg, og han er nødt til at skrue lidt op for produktionen, efter han for nylig blev suveræn vinder af Danmarks Bedste Frikadelle.

Han har tidligere vundet et hav af medaljer og konkurrencer i både frikadelle- pølse- og hotdogkategorier, så det er ikke nyt for ham, at der efter sejr og medieomtale er stor interesse for hans fødevarer. Alligevel er salget kommet lidt bag på den rutinerede frikadellekonge.

- I denne uge har vi omsat for cirka 20 gange så meget, som vi plejer. Der har været udsolgt hver dag, konstaterer han.

Sådan så det ud, da Brian Flink Pedersen trak sejren hjem som landets bedste frikadellemager.
Sådan så det ud, da Brian Flink Pedersen trak sejren hjem som landets bedste frikadellemager.
Foto: Pølsemageriet

Har nogen måttet gå forgæves?

- Ja, det har der været både fredag og lørdag i Silkeborg. Men jeg regner med, at vi har nok, når vi er i Aarhus i morgen (onsdag, red.), fortæller slagteren fra køkkenet.

På en normal "stor" uge steger han 3-400 frikadeller. I sidste uge blev der langet mere end 5000 over disken.

Havde hellere set anden vinderfrikadelle

Forrige weekend var hele fire ud af fem finalefrikadeller på Foodexpo i Herning hans. Vinderfrikadellen blev en pandestegt frikadelle med syrlig æble, bacon og lidt timian. Og det er - meget naturligt - den, mange kunder kommer for at tage med hjem til frokostbordet.

- Men der er lige så mange, som gerne vil have den helt klassiske frikadelle, siger Brian Flink Pedersen.

Han afslører også, at stod det til ham, så havde vinderfrikadellen været en anden.

- Så havde jeg valgt den klassiske frikadelle. De specielle frikadeller er gode, og de er rigtig gode til for eksempel tapas, eller hvis man skal prøve noget andet. Men på den lange bane er den klassiske bedst, mener han.

Brian Flink Pedersen tror, at det særligt er omtalen i medierne efter sidste weekends magtdemonstration i Herning, som har sat ekstra gang i interessen.

- Frikadellerne tager helt klart noget af opmærksomheden, og det har også trukket nye kunder til. Og det er jo langt det bedste i min verden, siger han.

Pølsemageriets salgsvogn står på skift i Herning, Silkeborg og Aarhus - og det er altså borgere i Smilets By, som onsdag kan indånde Frikadellekongens dunst.