På krematorie har de gjort det længe - nu kan flere snart tilslutte sig

Det giver god mening at udnytte varmen, som allerede produceres, mener krematør.

0:35

Hver dag buldrer den kæmpemæssige ovn på Silkeborg Krematorie, som kan blive op til 1200 grader varm.

Udover at imødekomme den afdødes ønske om en kremering, kommer varmen faktisk også de lokale til gode på andre måder. Siden 2010 har man nemlig anvendt overskudsvarmen til fjernvarme.

Og nu kan der være mere overskudsvarme på vej til de danske husstande, efter et enigt Folketing fredag besluttede at ophæve et prisloft, der ellers har blokeret.

For krematøren giver det mening at udnytte den energikilde, som den varme luft er, fremfor at fyre det ud i luften, siger han.
For krematøren giver det mening at udnytte den energikilde, som den varme luft er, fremfor at fyre det ud i luften, siger han.
Foto: TV 2 Østjylland

Ifølge krematøren Sebastian Staugaard Laursen giver det god mening at udnytte den varme, der alligevel produceres.

- Det giver mening både økonomisk og miljømæssigt, så hvorfor ikke? siger han til TV2 Østjylland.

En kremering varer typisk halvanden til to timer, og i Silkeborg er man nødt til at holde ovnen kørende alle ugens dage for at følge med.

Et etisk spørgsmål

Noget, som De Danske Gærfabrikker i Grenaa, der ligeledes ønsker at udnytte sin overskudsvarme, dog slipper for, er det etiske spørgsmål.

Men det blev rejst, inden varmen fra landets krematorier kunne sendes videre i systemet.

Etisk Råd vurderede dengang, at langt den største del af varmen fra kremering kommer fra den naturgas, der bruges til afbrændingen. For at holde ovnen på de mange hundrede grader bliver der brugt store mængder energi i form af naturgas, og selve kremeringen bidrager altså med en meget lille del, lød en del af begrundelsen.

Det var i første omgang den daværende kirkeminister Bertel Haarder, der allerede i 2006 bad Etisk Råd om at tage stilling til spørgsmålet.

- Efter medlemmernes opfattelse er det en banal - men i denne sammenhæng væsentlig - konstatering, at kremering er en veletableret begravelsesform, som ikke er udviklet for at udvinde varme fra ligene, lød det videre som et af flere forhold, som ifølge rådet talte for genvindingen af varmen fra forbrændingsprocessen.

På den baggrund mente rådet ikke, at det ville blive krænkende eller sårende for de pårørende. Derfor er det i dag også en helt naturlig del af processen på Silkeborg Krematorie, hvor det giver færre omkostninger, fortæller Sebastian Staugaard Laursen.