Sussi sælger alt for kærligheden og et liv på hjul

Under sydens sol skal Sussi Bomholt Larsen fra Them nu leve på fire hjul sammen med kæresten Henrik.

autocamper2

I en strandkant ved solkysten i Spanien kan Sussi Bomholt Larsen fra Them sidde i en campingstol med udsigt til Middelhavet.

Hun har sat alt, hvad hun ejer, til salg, og nu foregår hele livet på fire hjul.

Sammen med kæresten Henrik Træholt er hun sprunget ud i et liv i autocamper langt fra hverdagens trummerum.

- Det liv, vi har nu, elsker vi rigtigt højt, fortæller Sussi Bomholt Larsen til TV2 Østjylland fra sin campingstol foran autocamperen.

Parret er lige nu i Danmark for at skifte autocamperen ud med en ny. Sussi Bomholt Larsen har egentlig levet med Henrik Træholt i autocamperen i halvandet år, men nu sælger hun altså de sidste af sine ting i Danmark for et liv på hjul de næste mange år.

- Nu er det 100 procent det her liv, vi skal sammen, siger hun.

Det glæder Henrik Træholt, at Sussi er hoppet med på eventyret.

- Det er fantastisk at have én at dele oplevelserne med, siger han fra stolen i autocamperen.

autocamper

YouTube-stjerner

Parret lever af en opsparing og en lille indtægt fra Youtube, hvor de hver søndag uploader videoer fra deres dagligdag i autocamperen på deres Youtube-kanal 'Sussi og Henriks Vanlife'.

- Jeg skulle ellers ikke være youtuber, griner Sussi Bomholt Larsen.

- Og slet ikke i min alder.

Men det blev hun, og i dag følger flere end 10.000 med på deres kanal.

- Det er vildt mærkeligt. Vi er jo bare Sussi og Henrik, der er på tur, siger Henrik Træholt om den pludselige berømmelse, som har ramt parret.

Videoerne betyder meget for de folk, der følger med. Det oplever Sussi Bomholt Larsen, hver gang videoerne kommer online.

- Vi får så mange personlige mails. Folk bruger vores film til terapi i hverdagen. Det rører mig dybt. Tænk, at vi kan gøre en forskel ved bare at vise vores helt almindelige liv i en autocamper, siger hun tydeligt berørt.

Et svært farvel

Men det var ikke nemt at sige farvel til det trygge liv i Danmark med familie, venner og naboer tæt på. Da nøglen blev drejet for sidste gang i fordøren i Them, ramte det hende.

- At forlade børn og børnebørn er ikke sjovt. Man har et kæmpe savn, fortæller hun.

Men med internet, Facetime og telefon er der pludselig ikke så langt hjem, fortæller hun. Og hvis det skulle gå helt galt, kan hun tage flyet hjem og være der for dem.

Man skal ifølge Sussi Bomholt Larsen huske at leve sit eget liv. Også selvom man har børn.

- Hvis mine børn kom til mig og sagde, at de gerne ville til USA et år eller to, ville jeg aldrig bremse dem. Den følelse sidder mine børn også med. Tag da ud og oplev verden, fortæller hun.

Hun er klar i mælet med et råd til andre:

- Hvis man har mod på det, så spring ud i det, siger hun, selvom hun også erkender, at det er et kæmpe sats.

autocamper3

Kæmper med økonomien

Selvom parret kan leve sparsommeligt på den spanske solkyst for kun 7000 til 8000 kroner om måneden med alt - forsikringer, mad og så videre - er det svært at få det hele til at løbe rundt.

- Vi er der ikke endnu, fortæller Henrik Træholt.

- Men vi tror, det lykkes, mener Sussi Bomholt Larsen.

De får ingen offentlig forsørgelse, men fordi de fricamperer, kan omkostningerne holdes nede, så livsstilen kan opretholdes.

-Jeg tror, at man generelt har for mange faste udgifter, og så binder vi os for hårdt op på vores job, lyder det fra Henrik Træholt.

Sygdom realiserede drømmen

Henrik Træholt har været afsted i tre år. For cirka fire år siden fik han konstateret hjertesvigt, og lægerne krævede, at han lagde sit liv om.

Han fik at vide, at 80 procent af folk i hans situation, ville dø indenfor fem år.

- Det var en ret hård melding, siger Henrik Træholt, som nu har lagt hele sit liv om.

Han fortæller, at han i dag har det godt.

- Jeg tror, at lægerne i dag ville sige til mig, at det var et klogt valg at ændre min livsstil.

Nu er Sussi Bomholt Larsen kommet med ombord, og fremtidens eventyr ligger foran dem sammen med håbet om, at økonomien følger med.

- Henrik har åbnet mine øjne for at tage nogle chancer i livet, siger Sussi Bomholt Larsen.