Claus blev snydt: - Det er træls, men det er jo, fordi man er lidt naiv

Han bryder sig ikke om at stikke sig selv, og så tog han chancen på nettet.

Claus Christensen
Foto: Privat

Claus Christensen fra Bedsted i Thy har haft sukkersyge i fem år, men han hader de daglige nålestik, der skal måle hans blodsukkerniveau. 

Men så dukkede der et interessant tilbud op på Facebook. 

En blodsukkermåler til 300 kroner, der bare skulle sættes på enden af fingere - nærmest som var det en tøjklemme. 

- Det ville gøre det så meget nemmere for mig, siger 68-årige Claus Christensen. 

Men det viste sig, at 'tøjklemmen' slet ikke kunne måle blodsukkerniveauet. Den kunne i bedste fald lave usikre målinger på puls og iltniveau, fortæller han.  

- Det er da træls, men det er jo, fordi man er lidt naiv. Det ville jo have været rart, for jeg bliver lidt øm i fingeren af at stikke mig selv. 

Diabetesforening advarer

Claus Christensen købte produktet af mærket Bikenda, og han er tilsyneladende ikke den eneste, der blevet snydt af producenten.

På Trustpilot fremgår det, at flere købe har været utilfredse med deres køb. "Det er det rene fup", lyder det blandt andet i en af anmeldelserne

Nu er Diabetesforeningen ude at advare diabetikere om at købe glukosemåleinstrumenter af dette mærke.

Ifølge foreningen misbruger Bikenda også deres røde logo i forskellige annoncer. 

- Diabetesforeningen har ikke noget med Bikenda at gøre og kan ikke stå inde for produktet, de tilbyder, og de har ikke fået godkendelse til at benytte vores logo til deres markedsføring. Det er misbrug af vores logo og den tillid, som ligger i vores navn, skriver de i et opslag på Facebook

Det var denne dims, Claus Christensen fra Bedsted købte. Som man kan se, er den af mærket Bikenda.
Det var denne dims, Claus Christensen fra Bedsted købte. Som man kan se, er den af mærket Bikenda.
Foto: Privat

På Claus Christensens ubrugelige blodsukkermåler fremgår der ikke et logo af Diabetesforeningen. Han mindes heller ikke at have set det på Facebook-annoncen, hvor han blev fristet.

Men én ting er sikkert: Han fortryder sit køb.

Men burde du ikke have undersøgt sagerne lidt bedre?

- Jo, helt sikkert. Jeg burde have undersøgt, om det var rigtigt. Men når man sidder i situationen, tænker man jo, at det går nok.

- Det hele ser jo meget tilforladeligt ud, men nu må jeg fortsætte med nålene, afslutter han. 

TV MIDTVEST ville gerne have lavet et interview med Bikenda. Men det har ikke været muligt at finde kontaktoplysninger på firmaet.