Kort nyt
Vestas skal levere 64 møller til Ukraine
Mørklagte byer som følge af store ødelæggelser på den kritiske infrastruktur. Det er nogle af konsekvenserne af de massive missilangreb, som Ukraine har oplevet i de over 1000 dage, der er gået, siden Rusland invaderede landet.
Men nu er Danmark klar med et bidrag, der skal støtte genopbygningen af den kritiske infrastruktur i Ukraine. For der er netop indgået aftale om en ny vindmøllepark mellem det ukrainske selskab DTEK og danske Vestas. Projektet er bl.a. blevet en realitet gennem en statsgaranti på 2,85 mia. kr., der er stillet gennem Ukraine Fonden under Danmarks Eksport- og investeringsfond.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelsen.
- Vi skal stå skulder ved skulder med Ukraine. For Putin fortsætter sine overgreb mod ukrainerne og sine målrettede angreb mod kritisk infrastruktur. Derfor skal vi sørge for, at Ukraine har et stærkt værn og det kan vi nu bygge med denne aftale, siger erhvervsminister Morten Bødskov i pressemeddelelsen.
Avanceret maskine blev leveret
Onsdag fik Viborg Dyrehospital leveret en spritny MR-scanner, som er den mest avancerede i Danmark.
Biljagt endte med et brag
Vangvedvængets VVS i Voel ved Silkeborg havde natten til onsdag besøg af ubudne gæster.
Virksomhedens ejer Leif Vingborg Kristoffersen fik besked om det gennem firmaets alarmsystem omkring 03.40, og inden længe var han pludselig med i en vild biljagt, da han satte efter tyvenes varebil.
Den endte dog brat, da varebilen røg i bakgear og smadrede ind i fronten på Leif Vingborg Kristoffersens bil.
- Jeg troede, vi skulle videre fremad, men han gad ikke at have mig med længere. Så var det slut, og de forsvandt, siger Leif Vingborg Kristoffersen til TV MIDTVEST.
Læs hele historien her.
Vil være UNESCO verdensarv
De har forsøgt flere gange, og nu er moler-skrænterne på Fur og på Mors igen i spil som UNESCO Verdensarv.
Kovending: Region dropper udskældt besparelse
Blot en uge efter, at den trådte i kraft, ændrer politikerne i Region Midtjylland nu en udskældt sparebeslutning.
Det betyder, at de mest udsatte patienter fortsat kan få tilskud til at køre i egen bil, når de skal til undersøgelser eller behandling på regionens hospitaler.
I budgetaftalen for 2025 besluttede regionsrådet at spare syv mio.kr. om året på befordringstilskud til patienter. En gruppe patienter, der ikke er i stand til at køre med offentlig transport, mistede muligheden for at få statens lave kilometertakst for kørsel i egen bil.
Ændringen trådte i kraft den 15. januar, men den skabte så meget kritik og forvirring, at politikerne nu har trukket den tilbage.
- Vi har lyttet til bekymringerne. Jeg er glad for at vi i forligskredsen har fundet en løsning, så besparelsen kan pilles ud af budgettet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Lemvig-knægt indkaldt til håndboldherrernes EM-trup
Jannick Green støder til Danmarks VM-trup i Herning onsdag eftermiddag. Det skriver TV2.
Den 36-årige målmand, der stammer fra Lemvig og til dagligt spiller i franske PSG, er blevet indkaldt som backup for Kevin Møller, der kan forlade slutrunden, hvert øjeblik det skal være.
Baggrunden er, at Kevin Møllers kæreste er gravid med parrets andet barn, og da hun har termin i slutningen af januar, har landstræner Nikolaj Jacobsen vurderet, at det giver mening allerede nu at tilkalde Jannick Green.
- I betragtning af at vi nærmer os terminsdatoen, synes jeg ikke, vi kan trække den længere nu. Jannick befinder sig i Paris, så det er ikke bare sådan lige at få ham herop, hvis der skulle ske noget lynhurtigt, siger landstræneren til Dansk Håndbold.
Skole får lov at overleve et år ekstra
Efter planen skulle Sparkær Skole lukke til sommer.
Men nu har byrådet i Viborg besluttet at udskyde lukningen i et år. Og dét betyder stor jubel i den lille by, der så har mulighed for at forfølge en stor drøm.
Kolossale vinger bliver losset
Vindmølleproducenten Siemens Garmesa er i øjeblikket ved at losse et sæt enorme vindmøllevinger på Hanstholm Havn.
Anders fra Vridsted går verden rundt efter bredside mod Trump
- Fuck off.
Det var ordene fra Dansk Folkepartis Anders Vistisen, der er fra Vridsted i Skive Kommune, i en debat i EU-Parlamentet tirsdag.
To ord, der efterfølgende, er nået verden rundt, skriver BT. Blandt andet hos NBC News og Huffington Post.
Det internationale nyhedsbureau Reuters samt Daily Mail har også omtalt episoden. Det samme har 9News i Australien, svenske Aftonbladet, TV4 og Expressen samt norske Nettavisen og ungarske HVG, skriver BT.
- Kære præsident Trump, lyt omhyggeligt: Grønland har været dansk i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg, lød det under debatten i EU-Parlamentet tirsdag.
- Lad mig sige det i en sætning, som du forstår: "Mr. Trump, fuck off", sagde Anders Vistisen.
Den danske EU-parlamentariker fik umiddelbart efter talen en reprimande fra formandsstolen og besked på, at hans brug af ordene "fuck off" vil få konsekvenser.
Diabetesforening advarer
Diabetesforeningen advarer om et ubrugeligt produkt til at måle blodsukkerniveau. En mand fra Bedsted i Thy er selv blevet snydt.
Uheld på hovedvej
Onsdag formiddag er der sket et uheld på rute 13 Vejlevej lige syd for Pårup mellem Ikast og Silkeborg.
- En lastbil har påkørt en personbil bagfra. Det er en let påkørsel, så der er ingen personskade, siger vagtchef Simon Stage fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Lastbilchaufføren bliver sigtet for manglende agtpågivende, siger vagtchefen.
Politiet er færdig på stedet, og trafikken er ikke generet af uheldet, men der vil holde et køretøj i rabatten til det bliver hentet.
Lauge spiller med korset: Lidt besværligt at trække vejret
Efter en muskelskade i maven var Rasmus Lauge bogstaveligt talt spændt op og klar til kamp igen i tirsdagens storsejr over Tyskland.
Playmakeren gjorde comeback efter to kampe på tribunen, og under den røde landsholdstrøje spillede han med et korset for at passe på.
- Ja, det strammede sgu lidt. Når pulsen kom helt op, så var det også lidt besværligt at trække vejret. Men hvis det er det eneste, så klarer jeg mig.
- Så længe jeg kan spille frit, så er jeg glad. Og det generede mig ikke i den forstand, siger Lauge.
Frit spillede Rasmus Lauge mod Tyskland, hvor han orkestrerede et velsmurt danske angrebsspil og satte Mathias Gidsel og Simon Pytlick i scene.
Selv kvitterede han med fem scoringer.
Muskelskaden, som Lauge pådrog sig i VM-åbneren mod Algeriet, kan stadig mærkes.
- Det er ikke helt smertefrit, men jeg kunne spille frit. Hvis jeg skulle vente, indtil jeg ikke kunne mærke mere, vil der gå to uger. Og det har jeg ikke tid til.
Forsidebilleder er taget af Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Salg af vandbårne varmepumper er mere end halveret på et år
Der blev solgt 9790 vandbårne varmepumper sidste år. Det er 60 procent færre end året før, viser tal fra Energistyrelsen.
De vandbårne varmepumper kan installeres som erstatning for et gasfyr og kan hjælpe regeringens grønnes ambition om at få gasfyrene ud af danske hjem.
I den nuværende regeringsperiode er der med flere aftaler afsat omkring en milliard kroner fra 2023 til 2026 til at hjælpe husstande af med olie- og gasfyre med ønsket om at reducere gasfyr til opvarmning markant frem mod 2035.
Danske Bank straffet med millionbøde i Norge
Danske Bank må til lommerne og betale en bøde på 50 millioner norske kroner, svarende til knap 32 millioner danske kroner.
Det fortæller Finanstilsynet i Norge, der mener at banken bevidst har forsøgt at påvirke swaprenten opad for at maksimere sin egen fortjeneste på bekostning af andre.
Den omtalte markedsmanipulation skulle være sket i februar 2023, hvor den norske stat udstedte 10-årige statsobligationer for et samlet beløb på 22 milliarder kroner.
Kursen på obligationerne afhang af den norske swaprente, og det er den, som det norske finanstilsyn mener, at Danske Bank bevidst har forsøgt at påvirke i opadgående retning til et kunstigt højt niveau.
Danske Bank fortæller i en pressemeddelelse, at banken i sommeren 2023 selv informerede det danske finanstilsyn om, at man havde mistanke om, at der internt i organisationen blev foretaget markedsmanipulation.
Flyselskab politianmeldt af Forbrugerombudsmanden
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt luftfartsselskabet KLM for at anvende vildledende udsagn om bæredygtighed af selskabets flyrejser i en radioreklame.
Det fremgår af Forbrugerombudsmandens hjemmeside, hvor det også er uddybet, hvad der kan have fået nogle forbrugere til at tro, at det er bæredygtigt at rejse med KLM.
I en radioreklame bragt i 2023 fremgik det, at man kunne rejse "mere bæredygtigt" ved at flyve med KLM.
Begrundelsen var, at KLM fremover ville anvende "en del bæredygtigt brændstof".
Der var dog kun tale om, at én procent af det flybrændstof, som KLM anvendte, ville blive skiftet ud med brændstof, der ifølge EU-reglerne kan kategoriseres som bæredygtigt brændstof.
Tip fra borger ledte politiet til eftersøgt mand, der gemte på mere
En 26-årig blev tirsdag aften anholdt på en adresse i Videbæk, selvom han egentlig burde være i fængsel og afsone en anden straf.
Men årsagen til politiets besøg var egentlig en anden. En borger havde nemlig tippet om, at der på adressen blev handlet med narko.
14-årig gik fra sit hjem - blev fundet af familie
Opdateret 08.43: Pigen er fundet igen.
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste onsdag morgen en 14-årig pige, som var gået fra sit hjem syd for Stoholm mellem Skive og Viborg tirsdag aften
Det skrev politiet på X.
Politiet var bekymret for, om hun kunne tage vare på sig selv.
Efter at have været efterlyst offentligt i omkring 40 minutter blev hun dog fundet igen af sin familie. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Millionbeløb skal få livsglæden frem på plejecenter
Over de næste tre år vil to plejecentre i Favrskov Kommune få 1,14 millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen til indsats, der skal sætte fokus på livsglæde. Plejecentrene er Anlægget i Ulstrup og Møllegården i Hadsten.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det hele er et pilotprojekt, hvor plejecentrene i samarbejde med lokalområdet vil arbejde med nærvær, meningsfulde aktiviteter og fællesskaber, som skal bruges til at udvikle modeller for tættere tilknytning mellem centrene og lokalområdet samt systematisk brug af plejehjemsbeboernes livshistorier.
Nedbørens treenighed: Onsdag byder på regn, sne og slud
Der er udsigt til en grå onsdag med regn i perioder gennem hele dagen, som i løbet af aftenen og natten slår over i slud og sne.
Det skriver DMI i sin regionale vejrudsigt.
Der er også risiko for stedvis tåge. Temperaturerne kommer i dagstimerne til at ligge på 2-5 graders varme. I aften og nat ryger den ned på mellem frysepunktet og to graders varme.
Vinden bliver svag til jævn. Først fra syd som senere slår over i øst og sydøst.
Gidsel er frisk efter gulvtur: Har ikke flere ledbånd
Publikum i Boxen holdt vejret, da Mathias Gidsel i et kontraløb mod Tyskland pludselig lå på halgulvet og ikke umiddelbart rejste sig igen.
Det så ikke godt ud, men efter at have sundet sig kom Gidsel på benene og fortsatte ufortrødent sine attentater på det tyske forsvar uden at have brug for et hvil på bænken.
- Jeg kunne mærke, at jeg mistede kontrollen over anklen og skulle lige mærke, hvordan den havde det. Men som jeg talte om med Anja, så er der ikke flere ledbånd tilbage, der kan rives over.
- Alt føles godt nu, det var lige chokket. Når man står i sådan en turnering, er skader, det sidste man ønsker, siger Mathias Gidsel.
Da det hele var overstået, og Danmark havde vundet med 40-30 over OL-sølvvinderne, stod Gidsel noteret for imponerende 10 mål og 11 assister.
- Det var en kæmpeoplevelse og en drengedrøm at få lov at være med til. Vi vidste, at mod Tyskland skulle vi op på højeste klinge, og det kom vi.
- Vi var et niveau over det, vi vidste, vi havde i angrebet. Det angrebshåndbold er lidt absurd at være en del af, siger Mathias Gidsel.
Falsk betjent franarrede borger et større kontantbeløb
Opdatering 14.30: Den falske betjent er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Holstebro.
En mand præsenterede sig tirsdag som politibetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi over for en borger i Ulfborg mellem Holstebro og Ringkøbing. Men han havde ikke rent mel i posen.
Det oplyser en ægte politimand - vagtchef Viggo Rækby fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Han får på en eller anden facon franarret borgeren et større kontantbeløb, oplyser vagtchefen.
Efterfølgende anede borgeren dog uråd og kontaktede politiet med oplysninger om den falske betjents bil. Det førte til, at politiet senere tirsdag kunne stoppe en bil i Silkeborg, hvori en mand var i besiddelse af netop det større pengebeløb, som var blevet stjålet i Ulfborg.
Han blev derfor anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag.