- Den største etapesejr, jeg har fået i Tour de France, siger Vingegaard
Jonas Vingegaard kalder det selv et stort mirakel.
- Jeg vil næsten gå så langt og sige, at det er den største etapesejr, jeg har fået i Tour de France.
Sådan lød det fra Jonas Vingegaard, da han var på besøg i TV 2-programmet AftenTour onsdag aften og prøvede at reflektere lidt over det, han havde præsteret tidligere på dagen.
Her leverede han et næsten magisk comeback og vandt 11. etape foran Tadej Pogacar, og umiddelbart efter sejren var Vingegaard grådkvalt og måtte stoppe et interview.
I AftenTouren fik Vingegaard så sat lidt flere ord på, hvorfor onsdagens sejr var så speciel for ham.
- Med den historie, jeg har haft i år, så betyder den noget helt specielt for mig. Det gør de andre selvfølgelig også, men den her betyder noget helt specielt.
Kommer det som et chok for dig, at du er så dygtig, som du er?
- Jeg vil gå så langt at sige, at det ikke bare er et lille mirakel, men et stort mirakel, at jeg er nået så langt. Det havde jeg aldrig turdet håbe på, og der er selvfølgelig mange mennesker, jeg skal takke. Specielt min familie. Dem skylder jeg alt i den her proces, lød det fra Vingegaard i interviewet, som du kan se her:
Sportsdirektør og ekspert forstår godt Vingegaards glæde
Danskerens store triumf gik verden rundt efterfølgende, men også internt i det danske cykelmiljø er der stor, stor respekt for Vingegaards sejr.
Kim Andersen, sportsdirektør hos Lidl-Trek, var på besøg i AftenTouren, og han siger følgende:
- For det første vil jeg gerne sige stort tillykke til Jonas. Jeg synes, at det er en helt vild præstation, og jeg forstår fuldt ud, at han synes, det er hans vigtigste etapesejr, han har fået. Det er virkelig sejt.
Lars Bak, cykelekspert hos TV 2 og medvært på AftenTour, stemmer i:
- Man skal huske på, at for tre måneder siden lå han på et hospital, og det er altså hans første cykelløb, siden han kom tilbage.
- Først bliver han sat med 35 sekunder, og så henter han ham ind. Så slår han ham i spurten, hvilket han aldrig har gjort før, så bliver det ikke ret meget større. Det er en kæmpe præstation, lyder det fra eksperten.
Trods triumfen er Vingegaard stadig 1 minut og 14 sekunder efter Pogacar i klassementet.
Det kan danskeren dog ændre på, når der snart er store bjerge på programmet. Pyrenæerne venter i weekenden, og de kan selvfølgelig ses på TV 2 og TV 2 Play.