Overblik: Sådan udfases restriktionerne trin for trin
Fra fredag kan eksempelvis barer holde åben til midnat. Og fra 1. juli gælder coronapasset i 96 timer i stedet for de nuværende 72.
Tidligt torsdag morgen er regeringen sammen med alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige og Kristendemokraterne blevet enige om en plan for ophævelsen af alle danske coronarestriktioner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.
Aftalen betyder, at alle restriktioner frem til 1. oktober gradvist vil blive ophævet.
Det vil sige, at den hverdag, som danskerne kender, vender helt tilbage 19 måneder efter coronapandemien lukkede landet ned første gang.
11. juni
Åbningstiden på serveringssteder udvides til kl. 24.00 og til kl. 02.00 per 15. juli 2021.
Der bliver generelt åbnet for salg af alkohol indtil klokken 24.00 - det gælder også i detailhandlen.
14. juni
Krav om mundbind og visir bliver udfaset på alle områder undtagen for stående passagerer i den kollektive transport. Mundbind og visir udfases helt den 1. september 2021.
Ophævelse af coronapasset begynder på de steder, hvor der er mindst smitterisiko, herunder blandt andet på biblioteker, fritids- og foreningsaktiviteter, aftenskoler og folkeuniversitetet. Det gælder ikke idrætsliv.
Dagtilbud, grundskoler, SFO, klubtilbud, efterskoler og ungdoms- og voksenuddannelser har mulighed for at vende tilbage til en normal hverdag. Men opfordringen til to ugentlige test i grundskolen, efterskoler, frie fagskoler og folkehøjskoler fortsætter frem til og med september. Opfordringen gælder ikke personer, der er vaccineret eller har været smittet.
1. juli
En pcr-test er nu ikke længere gyldig i kun 72 timer, men i 96 timer - altså fire dage i stedet for tre. Det betyder, at der vil ske ændringer i coronapas-appen, og det er forventningen, at det vil ske i slutningen af juni.
Forsamlingsforbuddet indenfor bliver hævet til 250 personer.
Arealkrav og anbefalinger om afstand bliver ophævet for serveringssteder, hvor gæster "i det væsentlige" sidder ned.
15. juli
Åbningstiden på serveringssteder udvides fra klokken 24.00 til 02.00.
Forbud mod salg af alkohol lempes yderligere.
1. august
Krav om coronapas ophæves for:
- Arrangementer med færre end 2000 tilskuere.
- Spillesteder, teatre og biografer med færre end 500 tilskuere
- Museer
- Forlystelsesparker
- Zoologiske haver
- Indendørs idrætsaktiviteter
- Markeder
- Messer og dyrskuer
- Konferencer og møder
- Udendørs idrætsarrangementer, herunder fodboldkampe
- Udendørs motionsbegivenheder
- For Fitnesscentre overgås til en daglig stikprøvekontrol med coronapas.
Afstandskrav og krav om sektionering for store udendørs arrangementer med siddende publikum bliver ophævet. Det gælder i den udstrækning for steder, hvor der er faste pladser og registrering af deltagere.
1. september
Krav om coronapas ophæves for:
- Serveringssteder med mere
- Fitness
- Udendørs og stående arrangementer, herunder festivaler
- Sommerlejre, spejderlejre, stævner med mere
- Indendørs arrangementer med siddende publikum
- Legelande, badelande med mere
- Liberale serviceerhverv med tæt fysisk kontakt
Nattelivet, herunder diskoteker, natklubber og lignende, bliver åbnet, men med fortsat krav om coronapas.
Krav om mundbind og visir ophæves helt i den kollektive trafik.
Restriktioner for åbningstider samt udskænkning og salg af alkohol bliver ophævet.
Alle arealkrav bliver ophævet og krav om skiltning, indretning af lokaler og tilgængelighed af sprit bliver hævet.
1. oktober
Krav om coronapas i nattelivet og i forbindelse med udendørsarrangementer med flere end 2000 siddende tilskuere og indendørs arrangementer bortfalder.
Anbefalinger om to ugentlige test i dagtilbud, grundskoler, SFO, klubtilbud, efterskoler og ungdoms- og voksenuddannelser bortfalder.
25.000 tilskuere til kampe i Parken
Derudover fremgår det af aftalen, at øvrige restriktioner og retningslinjer fra 14. juni bliver "ensrettet og forsimplet."
- Sundhedsmyndighedernes anbefalinger efter udfasningen af restriktioner vil begrænse sig til generelle råd om smitteforebyggelse, herunder for eksempel fokus på test og isolation ved symptomer, udluftning og hygiejne, fremgår det af aftalen.
Aftalen indeholder også andre punkter:
- Antallet af tilskuere til EURO 2020-kampene i Parken kan øges op til 25.000 tilskuere. DBU vil blive bedt om at undersøge muligheden herfor, herunder hvornår det i givet fald vil kunne ske.
- Det vil blive indført en dokumentationsordning for undtagelse for test og dermed for kravet om coronapas. Det sker for at sikre en mere hensigtsmæssig kontrol for blandt andet de borgere, der er undtaget kravet, fremgår det.
- Spørgsmålet om indrejse for turister skal være afklaret senest 6. juni.